Mogens Pedersen: Vi bør stå sammen

04-01-2026 15:17

Annika Knudsen Lorentsen

Mogens Pedersen, der står bag Stutteri Straight Horse og som er aktuel formandskandidat i Dansk Varmblod, er bekymret for udviklingen i hestedyrlægebranchen. Det fortæller han i et interview med Ridehesten

Copyright Ridehesten.com
Mogens Pedersen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Mogens Pedersen er formandskandidat i Dansk Varmblod, han er selv avler og sammen med Eva Götzsche, står han bag Stutteri Straight Horse. Han er særdeles erfaren i branchen, og har fulgt udviklingen igennem mange år. En aktuel ting, der bekymrer den erfarne hestemand, er udviklingen i hestedyrlægebranchen, hvor stigende priser er til stor frustration for mange. 

– I magasinet Ridehestens udgave nr. 7 i 2024, var der et læserbrev fra Bettina Malmkvist om blandt andet stigende priser hos hestedyrlægerne. Der har ikke været meget omtale i medierne efterfølgende. Men det er ikke udtryk for at vi som avlere og hesteejere ikke skal være bekymrede, indleder han og fortsætter:

– En mørk novemberaften tillod jeg mig at dykke ned i cvr-registret og se lidt på kapitalfondenes regnskabsmæssige udvikling i forhold til investering i heste- og smådyrs dyrlægepraksisser. Vetgruppen, Evidensia og Altano er alle kontrolleret af kapitalfonde. Siden 2022 har alle tre fonde været særdeles aktive med opkøb af danske hestepraksisser. Ikke dokumenteret men ved søgning på nettet er mit gæt at tæt mod 25 hestepraksisser er kontrolleret af kapitalfonde. Udviklingen er formentlig fortsat i 2025. Ud fra det materiale jeg har kunnet finde, fordeler ejerskaberne sig ved udgangen af 2024 således, at Altano har 9 hestepraksisser, Vetgruppen har 12 hestepraksisser og Evidensia har 3 hestepraksisser. Mit gæt er, at der minimum er 30% af hestepraksisserne, der er ejet af kapitalfonde, og i løbet af 2025 er dette tal helt sikkert steget. Især Evidensia har koncentreret sig om smådyrspraksisser og er ikke kun store i Danmark, men faktisk flere steder i Europa. For regnskabsåret der sluttede 30/9 2024 realiserede Evidensia Dyrehospital A/S et underskud på 7,5 mio. kr. I regnskabsåret der sluttede 30/9 2024 fremgår, at man har erhvervet yderligere en hestepraksis, i hvilken forbindelse der er indgået en aftale om merbetaling, såfremt sælgerne efterfølgende opnår et bestemt omsætningsmål. Det er fuldt legalt, men det peger kun i retning af højere priser på ydelserne. Ejerkredsen i Evidensia er placeret i blandt andet Sverige, England, Luxemborg og Guernsey, uden noget forhold til Danmark.

Copyright Ridehesten.com
Mogens Pedersen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Mogens Pedersen har set nærmere på regnskaberne for de forskellige selskaber, hvor der ses en øget omsætning, der er sket som følge af deres opkøb, der gør, at de er flere dyrlæger om at skabe omsætning. Mogens fortæller følgende:

– Ser vi nærmere på regnskaberne for selskaberne, fremgår det, at Vetgruppen har øget omsætningen fra 2020 til 2024 fra 52 mio. kr. til 244 mio. kr. (næsten 500%), Altano fra 2021 til 2023 øget omsætningen fra 11 mio. kr. til 82 mio. kr. (næsten 750%). Alle tre kapitalfonde har i perioden realiseret betragtelige underskud. Underskuddene er selvfølgelig udtryk for heftige investeringer i opkøb. Konsolideringen i branchen er i fuld gang og det er efter min vurdering ikke et spørgsmål om den fortsætter, men alene et spørgsmål om hastigheden for konsolideringen. Kapitalfondene er som i mange andre brancher kommet for at opkøbe, konsolidere, effektivisere og senere sælge med kæmpe fortjeneste. Det kan vi ikke ændre på, men vi kan agere i forhold til udviklingen. Det er interessant, at kapitalfondene primært investerer i heste- og smådyrspraksisser. Er det mon fordi smådyrs- og hestepraksisser har højere indtjening pr. kunde? Er forventningen at smådyrs- og hesteejere er mere villige til at betale markedspris for behandlinger? Er der flere avancerede behandlinger og større betalingsvillighed (MRI, CT, specialkirurgi, tandbehandlinger, reproduktion m.m.)? Har dyrlægerne på hesteområdet (både hobby- og high-end kunder - avl, sport, forsikringer) højere fortjeneste end dyrlægerne, der arbejder med produktionsdyr? Indenfor produktionsdyr, som svin, kvæg og fjerkræ indgås besætningsaftaler med dyrlægerne. Der er tale om lave avancer og standardiserede ydelser. Videre forestiller jeg mig, at interesseorganisationerne bag produktionsdyrsbranchen er stærke og udfordrer dyrlægernes priser. Måske det er derfor kapitalfondene ikke har interesseret sig for denne del af branchen, forklarer han og fortsætter:

– For vores del af branchen, hvor der nu sker et heftigt opkøb af dyrlægepraksisser, kan vi allerede konstatere prisstigninger på ydelserne. Ser vi passivt til, så kan vi forvente at prisstigningerne blot vil fortsætte. Det andet forhold vi skal være opmærksomme på, er kvaliteten af de ydelser vi får. Vi har været vant til at dyrlægen kommer, når vi ringer uanset om det er aften, nat, weekend eller helligdag. Er det nødvendigt, så bliver de indtil både vi og hesten er trygge. Det vil ændre sig i effektivitetens hellige navn.

Da Mogens Pedersen er formandskandidat i Dansk Varmblod, gør han sig klare overvejelser omkring, hvad Dansk Varmblod kan gøre ved situationen, og han forklarer følgende:

– Dansk Varmblod repræsenterer vel ca. 50% af de føl som årligt registreres i Danmark og vi har derfor en forpligtelse til at forsvare vores medlemmers interesser især i forhold til reproduktion og de dyrlægeydelser, der er forbundet hermed. Men vi kan ikke gøre det alene, så derfor mener jeg, at vi må alliere os med blandt andet Dansk Ride Forbund. Landsudvalget for Heste bør også komme på banen. For det første mener jeg, at vi skal arbejde for, at der skabes åbenhed om prissætningen på dyrlægeydelserne. Såfremt dyrlægerne ikke selv ønsker at medvirke, så mener jeg, at vi bør indføre en form for prisbank, hvortil vi alle kan indberette priserne på de ydelser, vi har modtaget og så må vi offentliggøre, hvad der betales hos de forskellige dyrlæger for deres ydelser, således at der bliver åbenhed. Mange af os har hestene forsikret og forsikringsselskaberne bør have en interesse i at samarbejde med deres kunder, hesteejerne, i forhold til stigende priser og en monopolisering af dyrlægebranchen. Dansk Varmblod er efter min opfattelse også stor nok til, at vi kan tage en direkte dialog med enkelte dyrlæger eller sammenslutninger med henblik på at indgå prisaftaler til fordel for vores medlemmer. Hvorfor skulle vi ikke lige såvel som produktionsdyrene kunne lave aftaler på standardydelser? En sidste mulighed er selvfølgelig om vi skal overveje at ansætte dyrlæger direkte i regi af Dansk Varmblod. I dag kan du få et føl chippet ved følskuer. Måske vi kan overveje vaccinationer, tandlægebehandlinger, insemineringsydelser og mange andre.

Til sidst understreger Mogens følgende:

– For mig er der et forhold, som er særdeles vigtig ved de udfordringer vi møder som avlere og den verden vi operer i som avlere og hesteejere. Vi skal og bliver nødt til at stå sammen. Jo flere der bakker op om Dansk Varmblod og vælger et medlemskab, jo stærkere står vi og jo bedre betingelser kan vi opnå.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen