Werth debuterede Wendy til sejr

09-02-2024 19:48

Trine Askjær-Jørgensen

En lille måneds tid har Isabell Werth haft Wendy de Fontaine – tidligere Queenparks Wendy – i stalden, og i dag var tiden inde til at stævnedebutere. Det nye par høstede god erfaring

Copyright Ridehesten.com
Her ses Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy, som hendes oprindelige navn var, til World Cup Herning 2023. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved det internationale 3-stjernede dressurstævne i Le Mans, Frankrig, har tyske Isabell Werth her til eftermiddag debuteret dansk varmblodshoppen Wendy de Fontaine – tidligere kendt som Queenparks Wendy – efter Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer), der som bekendt har været Andreas Helgstrands tophest indtil for ganske nyligt.

Den 10-årige guldmedaljehoppe er blevet redet af Andreas Helgstrand siden unghesteårene, og ekvipagen vandt bronze ved UVM i 2019, da Wendy var fem år. Hun er siden blevet uddannet til Grand Prix og blev senest nummer to ved World Cup i Herning i oktober 2023 med Helgstrand i sadlen.

Eftersom Andreas Helgstrand på baggrund af de Operation X-optagelser, der kom ud i november 2023, er udelukket fra landsholdsaktiviteter i hele 2024 – og dermed også OL i Paris – har hans to topheste, Wendy og Jovian, fået nye ryttere.

En lille måneds tid har Wendy befundet sig i stalden hos Isabell Werth, og for et par uger siden havde den 55-årige, tyske dressurlegende taget hoppen med til træning ved Jumping Amsterdam, hvilket hun postede video af på Instagram. I dag var tiden så inde til at debutere hoppen til stævne, og det blev ved CDI Le Mans.

Sammen havde parret en flot første start, og der var ikke nogen deciderede fejl. Ridtet bar, som man kunne forvente, præg af, at det er et nyt partnerskab, der lige skal lære hinanden at kende inde på stævnebanen. Der blev blandt andet noget uro i piafferne, hvor det så ud til, at Wendy gik lidt i stå, og der var en del detaljer rundt omkring i programmet, som med tiden og rutinen sammen uden tvivl kan blive bedre.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der var dog absolut ingen tvivl om hoppens kvalitet og høje niveau og ligeledes niveauet af Werths ridning og hendes enorme erfaring. Programmet indeholdt flere højdepunkter. Eksempelvis flød passagesekvenserne rigtig dejligt, og changementserierne var store og rene.

Til trods for lidt skønhedsfejl, som med tiden uden tvivl kan poleres væk, blev det til en sikker sejr med 74,348% i klassen med i alt 39 startende. Svenske Juliette Ramel med Gideon K.H. e. Rhodium/ Krack C fulgte efter Isabell på andenpladsen med 71,826%, mens finske Henri Ruoste og Quentano e. Quaterback/ Dartagnan tog sig af trejdepladsen med 71,587%.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Se brudstykker af ridtet her på Chateau de Fontaines Instagram:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner