Charlotte Kusk Berwald
Den skarpe læser af den hippologiske tidsrejse lagde uden tvivl mærke til, at Lis Hartel ikke blev nævnt med et ord i 1952: En hippologisk tidsrejse og dette var med vilje. Lis Hartels liv og betydning for dansk ridesport er for stor til blot at blive henvist til et enkelt afsnit, når det bør have sit helt eget kapitel.
Lammet af polio
Danmark blev flere gange ramt af polioepidemier, der både krævede liv og førlighed. Lis Hartel var en af de mange, der blev ramt i en sådan grad, at hun hverken kunne kravle eller gå. Hun måtte bogstaveligt talt starte ud med at lære at kravle igen, først kun en meter hvor hun blev holdt op ved hjælp af et lagen, indtil hun langt om længe havde genvundet så meget af sin førlighed, at hun kunne begynde at ride igen. I 1951 begyndte hun at træne hos den legendariske træner berider Gunnar Andersen og derefter begyndte det for alvor at gå stærkt med udviklingen som rytter.
Den første kvinde
Efter at have gennemført et genoptræningsprogram, der nok ville have taget pippet fra de fleste, tog Lis Hartel hul på skoleridningens sværeste klasse og i 1952 repræsenterede hun Danmark ved OL i Helsinki. Eller, hun gjorde mere end at repræsentere. På trods af at hun skulle hjælpes op på hesten, red hun fra de fleste og kun en enkelt svensker gjorde det bedre end den danske rytter. Da hun modtog sølvmedaljen var hun den første kvinde i olympisk historie, der fik lov at konkurrere mod mænd og hun skrev sig dermed ind i olympisk historie på mere end en måde. Før havde ridekonkurrencerne været forbeholdt mænd og primært officerer.
Se et klip fra Lis Hartels ridt her.
Masser af succes
I tiden mellem OL i Helsinki og OL i Melbourne deltog Lis og Jubilee i et hav af konkurrencer, det blev til syv danske mesterskaber såvel som de uofficielle verdensmesterskaber i 1954. Det var først i 1966, at man afholdt det officielle verdensmesterskab for første gang. Ved det næste OL i 1956 gentog Lis og Jubilee succesen og fik endnu en sølvmedalje til samlingen. I 1956 blev OL afholdt i Australien, men grundet de meget strenge karantæneregler i Australien, blev ridekonkurrencerne afholdt i Stockholm. Dengang skulle udenlandske heste i karantæne i seks måneder ved ankomst til Australien og australierne ønskede ikke at dispensere fra reglerne for OL-deltagerne.
Et liv som dressurtræner
Med hele to olympiske medaljer, for ikke at nævne de mange andre placeringer, var Lis Hartel naturligvis en eftertragtet træner. Hjemme på gården i Fredensborg havde hun både en udendørs dressurbane, såvel som en ridehal og her modtog hun sine mange elever. Balsalen, kaldte hun sin ridehal og her havde hun sin egen lille loge, hvor hun kunne sidde og undervise sine elever. Det skrattede altid i højtalerne når hun tændte for mikrofonerne og hun sørgede ofte for at de skrattede lidt ekstra, så eleverne fik nok at gøre med at holde styr på deres heste. I 2007 blev hun desuden udnævnt som æresmedlem af Dansk Ride Forbund.
Mindet lever videre
Selv ikke en jernlady lever evigt. Lis Hartel døde i 2009. Samme år blev der indstiftet en pris i hendes navn, Lis Hartels Mindepris af foreningen Dressurens Venner. Hjemme på gården i Fredensborg står mindestenen for Jubilee endnu og alting holdes pænt og ordentligt, som dengang hun levede.
Derudover var hun både i sin samtid, såvel som den dag i dag, en inspiration for de, der må kæmpe lidt hårdere end de andre for at nå deres mål. Tilbage i 1958 var hun med til at støtte et projekt, der skulle gøre det muligt for polioramte børn og unge at genoptræne på hesteryg. Og den dag i dag bliver hun endnu fremhævet som et eksempel på, at man ofte kan meget mere end man lige går og tror.
