1972: En hippologisk tidsrejse

08-06-2023 16:19

Charlotte Kusk Berwald

I 1972 stemte Danmark sig ind i EF, hvilket fjernede toldmuren allerede året efter. Nu kunne udenlandske mærker derfor sælges billigere i Danmark og markedet mere eller mindre eksploderede

Copyright Ridehesten.com
I 1972 blev udvalget større.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var selvfølgelig ikke det eneste, der skete i 1972. 14. januar afgik kong Frederik 9. ved døden og allerede dagen efter udråbtes dronning Margrethe II af Danmark. OL i München endte i det rene blodbad, idet ni israelske atleter blev taget som gidsler og dræbt af den palæstinensiske terrorgruppe Sorte September. Dagen før de ni blev taget, blev yderligere to israelske atleter, samt en tysk politimand, dræbt.

Det kostede hestene
Nu da landbrugsmaskinerne for alvor havde gjort deres indtog i dansk landbrug, var det også primært heste til ridebrug, der blev købt og solgt. For 10.000 kr. kunne man købe hoppen Sif på 3 år, hvis mor havde vundet en højdespringning ved at klare en forhindring på 175 cm. For 9.000 kr. var det muligt at erhverve sig hoppen Pussy Cat på fire år, der var ifolet med den svenske varmblodshingst Lovkruf. Derudover var det også muligt at erhverve sig vallakken Pontus på seks år, der i 1971 opnåede 29 placeringer og havde en lovende fremtid for sig for 15.000 kr. En islænderhingst ved navn Logi blev solgt for rekordprisen 20.000 til Norge.

Copyright Ridehesten.com
En islænder der blev solgt for 20.000 hvilket var rekordpris dengang. Ridestilen lever ikke op til moderne standard.

Ti års jubilæum
I 1972 var der allerede gået ti år siden Dansk Sportsheste Avlsforbund blev grundlagt, det som senere blev til Dansk Varmblod, og man kunne allerede nu se en stor fremgang i avlen. Den danske ridehest var blevet en letbenet, alsidig hest. Men der var lang vej endnu og derfor blev avlerne på det kraftigste opfordret til at bruge fuldblodsheste og dermed lade deres avl forædle. Jubilæet blev fejlet i forbindelse med hingstekåringen 4. og 5. marts i Næstved. Hver dag blev der afviklet hippodromspringninger og begge gange blev disse vunder af trakhenere.

Copyright Ridehesten.com
Et lille udvalg af hingste til hingstekåringen i 1972.

Forbud mod import af heste fra Amerika
I Texas var der et stort udbrud af hjernebetændelse, der først og fremmest smittede mange heste, men deres mennesker gik heller ikke ram forbi. Det var primært myg, der bar sygdommen videre og efter det sydlige Texas havde været oversvømmet efter kraftige regnskyl, blev der skabt alt for gunstige forhold for myg. I vanlig amerikansk stil blev sygdommen slået hårdt ned fra luften. I Mexico døde over 4.000 heste af sygdommen og i Texas døde knap 1300 heste. Hestene fik høj feber og de som overlevede, oplevede at temperaturen begyndte at falde efter 2-4 dage. Mennesker blev som sagt også ramt af sygdommen og af frygt for voldsomme udbrud i Europa, blev der altså udstedt et midlertidigt importforbud af heste fra både Nord- og Sydamerika.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Reglementet
I 1972 kunne man ikke bare gå online og tjekke reglementet og det blev derfor trykt. Hver rytter bestilte reglementet. Det var obligatorisk at bruge stiv hovedbeklædning ved stævnerne, og man anbefalede at folk også brugte ridehjelm til hverdag. Tabte en rytter sin ridehjelm blev ridtet standset og rytteren måtte ikke fortsætte sit ridt før hjelmen var tilbage på hovedet igen. I springning blev rytteren samtidig idømt ti strafsekunder. Der var endnu intet reglement for ponyer, så de red efter samme regler som de store heste, nogle gange med forvirring til følge. I dag er der punkter for heste og ponyer, hvis reglerne er forskellige. Eksempelvis er der bid som heste må benytte, men som ponyer ikke må. 

Copyright Ridehesten.com
En sød lille ponyrytter anno 1972.

EM for ponyer var en dansk triumf
1972 var der EM for ponyer og dette blev afviklet i Sverige. Her deltog ryttere fra Danmark, England, Finland, Holland og Sverige. Danmark blev repræsenteret af otte springryttere og fem dressurryttere. Der var EM for både kat. 1 og 2. Dressuren, som endnu hed skoleridning, blev afviklet i LA. Springningen blev afviklet i 120 cm. Her blev det til en sølvmedalje til Tina Gundersen og Bonnie II, i dressur. I springning gik det endnu bedre, idet Annemette Haustrup og den legendariske Pascha Arabi endte med en guldmedalje. Hos kat. 2 ponyerne blev der hentet en bronzemedalje af den unge springrytter Eilif Skøtt, der red på Torino.

Et hæderligt OL
OL blev i 1972 afholdt i München. Her kom det danske hold ind på en fjerdeplads i dressur. Her var i øvrigt tale om et hold hvor den stod 2-1 til kvinderne, idet Danmark blev repræsenteret af Aksel Mikkelsen på Talisman, Ulla Petersen på Chigwell og Charlotte Ingemann på Souliman. Holdguldet gik til Rusland, holdsølvet til Tyskland og svenskerne tog sig af holdbronzen. 

Se galleriet med det store udvalg af rideudstyr i 1970'erne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner