Victorias Geisha solgt

04-07-2014 10:17

Den talentfulde danske juniorrytter, og nykårede nordiske mester, Victoria E. Vallentin har mistet sin tophest Geisha, der netop er blevet solgt til familien Rothenberger

Copyright Ridehesten.com
Victoria E. Vallentin og Geisha.

Den 12-årige danske sølvmedaljehoppe e. Gribaldi/Heslegårds Weltmeister (opdr. Svend Jensen) har netop i morgen forladt stalden hos Stald Vallentin Dressage med kurs mod familien Rothenberger i Tyskland.

- Victoria fik Geisha i marts, men da Victoria var syg gik der ca. 1½ måned inden de rigtigt kunne komme i gang. Det kostede desværre en kvalifikation til EM, hvilket ellers var målet. Til gengæld blev det til en helt fantastisk tur til Future Champions i Hagen, Tyskland, hvor de vandt alt, hvad de kom i nærheden af, og så til nordisk mesterskab, hvor det blev til holdsølv og individuelt guld, fortæller Søren Vallentin, der dog glæder sig over, at den fantastiske hoppe kommer til en familie, hvor den får de bedste muligheder fremadrettet.

Som ung blev Geisha redet af Rikke Tønnesen indtil Maria Falkner Hansen overtog hende i 2010 og red middelsvær på hoppen frem til sommeren 2012. Herefter blev Geisha solgt til Andreas Helgstrand, hvor hun blev redet af Andrea Woodward, som startede nationalt på hoppen på Prix St. Georges-niveau. I marts i år begyndte Victoria E. Vallentin så at ride Geisha for Andreas Helgstrand med EM for øje.

- Vi solgte Forlan (e. Jazz/Highline) til Andreas Helgstrand og fandt da ud af, at han ejer den exceptionelle hoppe Geisha, forklarer Rothenberger til Eurodressage og fortsætter; - Geisha imponerede alle i Hagen under Victoria Vallentin. Siden da kunne vi ikke få hoppen ud af hovedet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner