Rothenbergers DV-hoppe Geisha pensioneres

28-08-2019 16:30

Annika Knudsen Lorentsen

Den succesfulde danske sølvmedaljehoppe Geisha pensioneres fra sporten af sin nuværende rytter, tyske Semmieke Rothenberger, som har opnået mange flotte resultater med hoppen i sine junior- og ungrytter år

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 17-årige Dansk Varmblodshoppe Geisha e. Gribaldi/Heslegårds Weltmeister (opdr. Svend Jensen) er netop blevet pensioneret af sin nuværende ejer og rytter Semmieke Rothenberger

– Hun har altid gjort alt hun har kunnet og hun har givet mig så meget, fortæller Semmieke på sin Instagramprofil og fortsætter: 

– Hun har båret mig til tre europamesterskaber og mange sejre i junior- og ungrytterklasserne. Hun har lært mig alt jeg ved. Hun lærte mig altid at være ydmyg og til at vide at heste ikke bliver nemmere med alderen. Nu er tiden kommet til, at jeg skal vænne mig til ikke at køre til stævne med mit klippe. Geisha du er speciel for mig og det vil du altid være. 

Der er ingen tvivl om at Semmieke har været utrolig glad for den sorte hoppe, som har givet hende mange gode ture på topniveau.

– Du er den sødeste diva, med meget specielle behov. Du er perfekt udenpå og indeni. Jeg ville ønske jeg kunne have fundet dig tidligere eller blot spole tiden tilbage, så jeg kan få mange flere år i din sadel.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sammen har parret siden 2014 været meget succesfulde på de internationale stævnebaner, hvor det blandt andet er blevet til to individuelle sølvmedaljer ved EM for juniorer i 2015, samt guld for juniorhold i 2015 og ungrytterhold i 2017 og 2018. Parrets seneste internationale start var ved Future Champions i Hagen, samme stævne som familien Rothenberger opdagede hesten ved tilbage i 2014. Dengang red danske Victoria Vallentin hoppen til sejr i alle klasser. 

Som ung blev Geisha redet af Rikke Tønnesen indtil Maria Falkner Hansen overtog hende i 2010 og red middelsvær på hoppen frem til sommeren 2012. Herefter blev Geisha solgt til Andreas Helgstrand, hvor hun blev redet af Andrea Woodward, som startede nationalt på hoppen på Prix St. Georges-niveau. I marts 2014 begyndte Victoria Vallentin så at ride Geisha for Andreas Helgstrand inden hesten blev solgt til familien Rothenberger i Tyskland. 

Sølvmedaljehoppen venter sit første føl

Selvom hoppen pensioneres fra sporten, vil hun stadig være på arbejde. Hendes karriere forsætter i avlen, og hoppen er allerede i fol og venter sit første føl efter Blue Hors St. Schufro. Så selvom Semmieke er tydeligt ked af ikke længere at skulle konkurrere med hoppen, kan hun nu se frem til et nyt kapitel.

– Jeg ser så meget frem til at følge dig på din rejse mod at blive mor og til at se dig løbe på folden med dit føl. Jeg glæder mig til at se din mave vokse og se dig nyde dine ældre dage her hos os, slutter Semmieke af. 

Tilbage i 2005 blev hoppen tildelt en sølvmedalje ved Dansk Varmblods Eliteskue. Det gjorde hun på baggrund af sin kåring, hvor hun opnåede blandt andet 8,5 i ridelighed og kapacitet, og fik 9 for trav. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner