– Vi vil ikke kædes sammen med optrin

25-09-2023 15:16

Annika Knudsen Lorentsen

Katja Fruerled, som var en af initiativtagerne bag den tidligere KBH-demonstration i Viegård-sagen, vil meget gerne understrege, at hun og de andre fredelige demonstranter, tager stor afstand til de demonstranter der tyr til vold og provokation

Copyright Ridehesten.com
Fra den fredelige demonstration i KBH. Foto: Privat

Demonstrationerne i forbindelse med sagen omkring vanrøgt hos Viegård Stutteri har stået på i mange uger, men der er løbende sket en opdeling af de demonstranter, der har deltaget. Opdelingen er sket fordi en gruppe af demonstranter har tyet til vold og provokation, hvilket har skabt voldsomme optrin, anholdelser og tilhold.

Det mener, Katja Fruerled og en række andre demonstranter, som er en del af de fredelige demonstrationer, er et kæmpe problem.

– Jeg synes, at det er træls at både politi og medier kæder os sammen. Det bliver ofte fremlagt som om, at alle dem der demonstrerer, er de samme personer og den samme gruppe, som laver de her optrin med vold og provokation. Det er langt fra sandheden, og vi har for lang tid siden, taget stor afstand til den gruppe, der gør tingene på den måde, forklarer Katja og fortsætter:

– Vi går meget op i, at de demonstrationer vi planlægger er fredelige. Derfor behøver det heller ikke være foran stutteriet, ligesom den anden gruppe helst ønsker, fordi de vil lave optrin når personalet dukker op og lignende. Vi har valgt at rykke demonstrationerne rundt omkring i landet, da det vi vil, er at skabe omtale og mediedækning. Vi vil vise, at vi ikke giver op, ved at fortsætte med at gøre opmærksom på problemet. 

Jeg synes det er meget ærgerligt, når vi egentligt burde arbejde mod samme mål [Katja Fruerled]

Mister vigtig støtte
Katja Fruerled var en af initiativtagerne bag demonstrationen i København for nogle uger siden. Her var der stor opbakning fra mange fredelige demonstranter, men desværre er der også folk, der har sagt nej tak til at deltage, da de er bange for at blive koblet sammen med vold og provokationsepisoder. 

– Vi har mistet vigtige støtter, som kunne have bidraget med rigtig meget, fordi de er bange for at blive kædet sammen med den gruppe, som er voldelige og provokerende, forklarer Katja.

– Da jeg planlagde demonstrationen i København, havde langt størstedelen brug for at vide, at det ikke havde noget med den anden gruppe at gøre. Der er sket en enorm splittelse mellem de to grupper, og vi er også blevet svinet til af den anden gruppe, fordi vi ikke vil være med til at holde demonstrationerne efter deres behov. Jeg synes det er meget ærgerligt, når vi egentligt burde arbejde mod samme mål, slutter Katja.

I weekenden demonstrerede den fredelige gruppe nær Skals, i næste uge er det ved Politistationen i Viborg og om nogle uger, er de igen tilbage i København.

Læs mere om den tidligere demonstration i KBH.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner