Vi fremtidssikrer flødebolleforsyningerne

01-04-2016 08:15

Nederlaget var stort for indehaveren af Wiegaarden, Jørgen Bak Rasmussen, da flødebollebeholdningen slap op allerede om lørdagen ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning for snart to uger siden. Derfor har han nu opkøbt leverandøren

Med købet af Elvirasminde A/S, der producerer Samba flødeboller, har Jørgen Bak Rasmussen erhvervet sig landets førende flødebollefabrik og dermed sikret en løbende leverance til det danske heste- og hundefolk.

Jørgen Bak Rasmussen har altid haft en svaghed for flødeboller. Han fortæller, at han for mange år siden startede med at købe de såkaldte fejlboller, der er fabrikkens frasortering af flødeboller, der er blevet lidt for store eller skæve.

- Flødebolleproduktionen er jo et lille stykke af dansk landbrugskultur, erklærer Jørgen Bak Rasmussen og fortæller, at han har planer om at udvide sortimentet af Samba flødeboller.

- Vi vil naturligvis fortsætte produktionen af den helt klassiske bolle, men har allerede flere nye typer i støbeskeen. Den første nye model, vi sætter i produktion, er den sorte alpehue, der samtidig vil være vores nye varemærke, slutter flødebollekongen fra Hobro.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner