6-års Youngster Cup dressur afgjort

08-09-2012 17:09
Eliteskue 2012 | Så er Dansk Hesteforsikring Youngster Cup netop blevet afgjort, og det blev til en flot sejr til Samba King og Jim Rasmussen

Niveauet var højt i dagens Dansk Hesteforsikring Youngster Cup for 6-års dressurheste, og sejren gik til en særdeles velgående og velredet Samba King e Sandro King/Lancet (opdr. R. Hagenaars), redet af Jim Rasmussen, som opnåede en samlet score på 9,02. Den særdeles smidige og taktfaste trav lev af dommerne belønnet med hele 9,5, mens det blev til 9,2 for kapacitet og 9,0 for ridelighed. Andenpladsen gik til den kårede hingst Sir Donnerhall II e. Sandro Hit/Donnerhall, som med Thomas Sigtenbjerggaard i sadlen opnåede en samlet score på 8,94. Den taktfaste, letfodede trav med stor skulderfrihed blev belønnet med 9,0, galoppen fik 9,5, mens ridelighed og kapacitet blev belønnet med henholdsvis 9,0 og 9,2. Den meget velgående Atterupgaards Final Kiss e. French Kiss/Diamond (opdr. Atterupgaard) blev smukt redet af Jens Østergaard og opnåede en tredjeplads i klassen. Dommerne fremhævede særligt den særdeles gode og taktfaste skridt, som fik scoren 9,5, mens det blev til 9,0 for ridelighed. Se flere resultater via linket til højre.

Læs alt om eliteskuet og årets Youngster Cup i næste nummer af magasinet Ridehesten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner