Thomas Bach Jensen
Enid har i mange år været fast gæst ved både Dansk Varmblods Hingstekåring og Dansk Kennel Klubs udstilling i Herning, hvor hun har suset rundt i hallerne på sin firhjulede crosser. Hun har været dedikeret hundeejer, og har selv trænet sine store racehunde – hendes seneste to hunde har begge været af racen storpuddel. Igennem årene har hendes hunde på udstillinger og i konkurrencer hjembragt et hav af pokaler og rosetter. Som hundeejer har hun haft medlemskab af DCH, Politiets Hundeforening samt æresmedlem Dansk Kennel Klub.
Hunde har fyldt meget i Enids liv, og mange vil huske hendes puddel Luna, som også var med til Enids 100-års fødselsdag for to år siden.
Ridning langt op i 90’erne
Ikke blot hunde og katte har fyldt meget i Enid liv; hun har også nydt at være sammen med heste og havde i mange år sin egen islænder, som var hendes partner på de daglige rideture på arealerne ved gården Wiegaarden på nordsiden af Mariager Fjord, og som rytter oplevede hun også at være med i vikingespillet på Fyrkat.
Efter hun 90-årig opgav titlen som hesteejer, nød hun fortsat at gå til ridning i en rideklub i Aars. Hun kørte flere gange om ugen fra Hobro til Aars for at nyde følelsen af at sidde på hesteryg – indtil hun fyldte 97 år.
Enids interesse for dyr har været hjørnestenen i Jørgens forretninger. Da han var syv hun år gammel, sendte hun ham til ridning, og Jørgen fortæller, at det er hans mors ære, at han kom til at fotografere hunde og heste.
Job som telefondame
Enid Bak Rasmussen var den sidste tilbageværende i en søskendeflok på otte, som trådte deres barndomssko i et lille husmandssted i Stenstrup ved Rostrup. Faderen supplerede sin indtægt ved at sejle med fragt på Mariager Fjord, men som det var normen den gang, kom Enid ud at tjene på en gård som 14-årig. Med tre karle ansat ved samme landbrug, var det mest af alt huslige pligter, som Enid blev betroet.
I sit voksenliv er det ikke mindst Jysk Telefon, hun har beriget med sin arbejdskraft. I den branche startede hun med at betjene telefonopringninger fra den for længst nedlagte landcentral i Astrup. Fra Astrup gik turen videre til telefoncentraler i Arnborg ved Herning, Randers, Aalborg og senest Jysk Telefon med det daværende telefonhus i Østergade i Hobro. Enid gjorde hele turen med fra de daværende vægtelefoner med taletragt og lytterør til de mere smarte bordtelefoner med drejeskive – og med tiden også mobiltelefoner, eller smartphones, som vi kalder dem i dag. Selv brugte hun iPhone 16 frem til sin død.
Aktiv rolle på Wiegaarden
Enid, der i 1980'erne gik på pension, har været enke gennem mere end 40 år. Hendes mand, el-installatør Vagn Rasmussen, døde i en alder af 68 år efter en meget lang sygdomsperiode. På daværende tidspunkt boede parret på Bymarks Allé 32 i Hobro. Inden da havde de boet nogle år sammen dels i boligforeningens nybyggeri Trianglen og dels på Nyvej i Hobro, hvor sønnen Jørgen blev født for 68 år siden.
De sidste mange år har Enid resideret i nabohuset til Mediehuset Wiegaarden, hvis indehaver er hendes søn Jørgen Bak Rasmussen. Enid har i en årrække spillet en betydelig og aktiv rolle i firmaets daglige virke med en blækspruttefunktion. Hun har arbejdet i administrationen, læst korrektur og været med til stævner, kåringer og udstillinger for at passe stand og sælge billeder, lige som hun altid har været en vaks chauffør og var den, der kørte magasinet Ridehesten til trykkeriet, da det stadig blev håndafleveret. En enkelt gang var hun som lynkurér afsted tre gange på en dag med trykklare filer til Viborg samt en tur til Aarhus for at hente scanninger - hun blev erstattet af internettet, som løser den slags i dag.
Hun har fortsat fulgt med i aktiviteterne på Wiegaarden og har dagligt aflagt besøg i forbindelse med hundeluftning. Mange spørger, hvordan det dog lykkedes Enid at nå så flot en alder og forholde sig frisk. Her var svaret motion, daglig aktivitet med hunden og ikke mindst den daglige ration af koldpresset Aronia saft fra Elkærholm kombineret med masser af broccoli og god kro-mad. Det giver solskin i cellerne.
Store biler og kromad
Enid har haft en hang til store biler og i mange år kunne ses på farten i sin Mercedes, både på daglige ture og længere ture til Herning eller sommerhuset i Skagen. Hun kunne godt lide fart, og en enkelt gang i sit liv blev Enid stoppet af politiet, men det var, fordi hun kørte påfaldende langsomt – hun havde nemlig spottet politiet i bakspejlet på vej hjem fra Rold Gl. Kro. Hun skulle prompte standse, men det gav heldigvis ingen bøde; dog fik hun besked om at sætte farten op.
Hun stoppede dog med selv at køre bil sidste år, men det betød ikke, at hun skulle snydes for sit daglige besøg på Jørgens seneste påfund Rold Gl. Kro – en hundekro – hver eneste aften. Jørgen eller Louise har hentet Enid, så hun hver aften har kunnet spise på kroen og nyde social adspredelse og hygge. Her kom hun også for at træne sin nye puddel Allie på stedets agilitybane.
Æret være Enids minde.