Britt Carlsen
- Vi er mega stolte over at få tildelt afviklingen af det tredobbelte pony-EM (dressur, springning og military), men vi har også en sund respekt for opgaven, indleder Vilhelmsborgs direktør Casper Cassøe. Det bliver Vilhelmsborg, Danish Derby Horse Shows, Århus Kommune og Dansk Ride Forbund, som overordnet engagere sig i projektet, men som Casper fortæller, håber han på at mange gode kræfter fra Aarhus Rideklub, Hipppologisk Selskab med flere vil give en hjælpende hånd. Stævnet bliver nemlig også et led i fejringen af Vilhelmsborgs 25 års jubilæum, så der vil kobles mere til det internationale ridestævne.
- Vi håber på at hele Hestedanmark vil bakke op omkring ponyrytterne, de er vores fremtid, og et mesterskab på dansk grund vil også være et led i at løfte sporten på landsplan. Det betyder også, at der bliver gratis adgang for publikum til arrangementet, så alle har mulighed for at give deres opbakning til de danske landholdsryttere som kommer i konkurrence i military, dressur eller springning.
Mens spring- og dressurstadion er etableret og blot kræver pynt og tilskuertribuner, så skal der etableres en helt ny militarybane - en stor opgave, som skal løses i det kommende forår. - Vi har jo 9 måeder tilbage, så vi når det nok, smiler Casper, der har samlet flere gode kræfter omkring projektet.
Hovedfokus de kommende uger bliver at søge opbakning til projektet hos mulige sponsorer. Det bliver en stor opgave at løfte, med forholdsvis kort varsel, men, som Casper understreger, så er rammerne på Vilhlemsborg tilstede, viljen til at løfte opgaven det samme, og nu gælder det "blot" om at få financieringen på plads, så Danmark og Vilhelmsborg igen kan komme på det hippologiske verdenskort som arrangør af et stort, internationalt mesterskab.
Læs meget mere om det tredobbelte EM for ponyer i magasinet Ridehestens decembernummer.