Sandra Kristoffersen
Fra 29. juli til 3. august er der i Millstreet i Irland EM for ponyer. Danmark har en lang række ponyryttere til start i både springning og dressur. Een af dem er Sandra Aagaard Hyrm, der er på I'er landsholdet i dressur, og som for en måned siden vandt nordisk guld på ponyen Der Harlekin B.
Sandra lyder glad, men bestemt, når hun bekræfter 'Ja', hun er helt klar. Allerede fredag morgen kl 5.30 kørte de fra Sjælland for at tage færgen fra Rødby til Putgarden og så holde første mellemstop i Moorsele.
- Vi har været i Moorsele en del gange med Harley (red. Der Harlekin B), så vi kender godt stedet, og så er det ligesom heller ikke så stressende for ham den første rejsedag. Derefter kører vi igennem Frankrig og tager endnu en færge til England, hvor vi nok holder pause igen, inden vi tager den sidste færge til Irland, fortæller Sandra om den lange rejse over tre dage.
Både i onsdags og i torsdags har ekvipagen trænet ved landstræner Jette Nevermann, for at få de sidste ting på plads inden mesterskabet. Det bliver også Jette, der skal stå for Sandras træning under stævnet, da hendes daglige træner Anne Troensegaard har en af sine ungheste kvalificerede til UVM i Verden og derfor ikke har tid til at tage med til Millstreet.
Udover træning af ponyerne er der også blevet arbejdet en del på sammenholdet mellem Sandra, Nikoline Ullrich, Sara van Deurs Petersen og Karoline Rohmann. Med hjælp af sportspsykolog Louise Schellerup er der blandt andet blevet lagt vægt på, at pigerne kender til hinandens rutiner, inden de skal præstere, og selvfølgelig hvordan de bedst muligt kan bakke op om hinanden under konkurrencedagene.
- Jeg håber selvfølgelig på en skide god tur med pigerne, og at vi kan holde ved det gode sammenhold, vi har – måske endda få nogle 'venskaber for livet'. Ellers håber jeg selvfølgelig på nogle gode ture inden på banen, og på at vi kan placere os godt i holdkonkurrencen, siger Sandra.
Sandra har optil mesterskabet mest trænet Der Harlekin B i at forblive afspændt i øvelserne og så holdt den så glad så muligt, da den så præsterer bedst. Det er først i de sidste undervisningtimer, de har genoptaget træningen af øvelserne, hvor de primært har arbejdet på sidebevægelserne.
- For at få en god tur, så må der først og fremmest ikke være nogle store fejl, men så skal de ting vi har trænet på derhjemme, som for eksempel sidebevægelserne, også fungere inden på banen. Ellers gælder det om at holde flowet og samtidigt også få nogle højdepunkter, forklarer Sandra.
Der er vet-tjek for dressurponyerne tirsdag, før de første to ryttere skal ride holdkonkurrence om onsdagen og de sidste to ryttere om torsdagen. Vi krydser fingre for de danske piger og ønsker dem held og lykke under rejsen.
Læs mere om EM for ponyer på stævnets hjemmeside her.