Sikke en afslutning (Video)

21-08-2016 14:06

Ponyerne strålede om kap med solen, mens de dansede i den smukkeste kulisse, Vilhelmsborgs historiske gårdsplads, under kür-finalen i FEI European Championship for ponies sponsored by Equsana. Og sikke en afslutning det blev! To tyskere endte forrest, men efter dem fulgte intet mindre end tre imponerende dygtige danske ryttere     

Copyright Ridehesten.com
Fra venstre Tabea Schroer med Danilo 80, Lucie-Anouk Baumgürtel og Massimiliano 3 og Louise Christensen med Vegelins Goya

Der var både finale-stemning og finale-vejr på sidstedagen under FEI European Championship for ponies sponsored by Equsana. Vilhelmborgs imponerende gårdsplads skabte sammen med et feststemt publikum, et vidunderligt vejr og bombastisk kürmusik i højtalerne den flotteste afslutning på dressuren under dette års Europamesterskab hvor 18 ryttere var til start.

Den danske landstræner, Jette Nevermann Thorup, og holdleder, Rigmor Kristensen, spåede i går om dansk medalje samt to danske ryttere i top fem – og hvor fik de da ret - i hvert fald i deres første spådom, for hele tre danskere placerede sig i top fem! - Knib mig i armen, udtaler Rigmor Kristensen efter præmieoverrækkelsen og fortæller at det nærmest er helt uvirkeligt! - Stor ros til vores fantastiske ryttere, som har præsteret helt fantastisk. Der er stadig flere point at gå efter, så fremtiden ser overordentlig lys ud, når vi også tager med, at tre af dem endnu har et år tilbage inden de falder for aldersgrænsen, slutter en meget glad holdleder. 

Guldponyerne strålede
Tyske Lucie-Anouk Baumgürtel og Massimiliano 3 kunne ingen komme forbi – efter en imponerende flot kür, hvor Lucia-Anouk flere gange beviste sine styrker ved blandt andet at ride med kun én hånd i både øgninger og overgange var dommerne overbeviste - hun inkasserede hele 81,125% for sit ridt.

Ligeledes fra Tyskland fulgte Tabea Schroer, der med Danilo 80 indtog andenpladsen i klassen med 77,450%. Ligesom klassens vinder red Tabea flere af øvelserne med kun én hånd og så må de to tyske ryttere have stukket hovederne sammen idet deres programmer indeholdt flere af de samme kombinationer, blandt andet en fri trav, der gik direkte over i en travers.

Og så kom danskerne
På en meget populær tredjeplads, som bronzemedalje tager, fulgte danske Louise Christensen fra Skanderborg Rideklub, der med Vegelins Goya indkasserede 76,175% efter et meget flot og stabilt program ledsaget af veltilpasset musik.

Copyright Ridehesten.com
Louise Christensen med Vegelins Goya

Lige efter bronzen, på en fjerdeplads, fulgte Sara Aagaard Hyrm fra Fladså Rideklub Sydsjælland. Sara og Der Harlekin B opnåede 75,95% for deres kür – et meget harmonisk, stabilt og sikkert program ledsaget af flot musik.

Copyright Ridehesten.com
Sara Aagaard Hyrm med Der Harlekin B

Kristian Würtz Green og Lilo L fra Ringkøbing Rideklub blev placeret på en flot femteplads i dette års europamesterskab med 74,400% efter et ligeledes flot og harmonisk ridt.

Copyright Ridehesten.com
Kristian Würz Green med Lilo L

Ponyernes svar på OL

International dommer, Susanne Baarup, som netop er hjemvendt fra OL i Rio hvor hun har dømt dressuren var tilstede på stævnepladsen, og hun udtrykte stor begejstring over de danske rytteres præstationer. – Jeg er stadig lidt grebet af stemningen efter OL, og det her er jo ponyernes svar på OL – det bliver ikke større, forklarede Susanne, der roste de danske ryttere for deres meget stabile og harmoniske ridning i küren.  

Link til resultater

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner