Schoubyes D'artagnan skifter rytter

24-11-2025 18:39

Den medaljevindende dressurpony D’artagnan 187 starter nu et nyt kapitel, efter at Sille Munch Holst har overtaget tøjlerne. Den rutinerede EM-pony forlader Rikke Maria Schoubye Johansen og skal nu være lærermester og konkurrencepony for sin nye rytter

Copyright Ridehesten.com
Den talentfulde og erfarne dressurpony D'artagnan 187 skifter nu ejer. Rikke Maria Schoubye Johansen overlader tøjlerne til Sille Munch Holst. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Den erfarne og succesfulde dressurpony D'artagnan 187 har fået ny ejer og rytter. Efter flere succesfulde år på internationalt topniveau overtages den 17-årige ponyvallak nu af Sille Munch Holst, der overtager ham med henblik på at få en god lærermester og konkurrencepony. 

D'artagnan 187, i daglig tale Danny, har gennem mere end et årti markeret sig som en af Europas stærkeste ponyer. Han begyndte sin internationale karriere med danske Kristian Würtz Green, inden han i 2017 blev solgt til Liva Addy Guldager Nielsen, som siden sikrede både holdguld og dobbelt individuelt sølv med ponyen ved EM i 2019, samt en lang række andre topresultater - blandt andet en sejr i Ecco Cup-finalen samme år. 

Copyright Ridehesten.com
D'artagnan under Liva Guldager Nielsen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

I 2020 blev tøjlerne givet videre på den talentfulde pony, denne gang blev han solgt ud af landet. Han blev solgt til den tyskbaserede polske rytter Veronica Pawluk, som med D'artagnan opnåede flere EM-finaler og blandt andet vandt bronze i kür-finalen ved EM i 2022. Efter nogle succesfulde år sammen, blev Danny igen solgt - og her kom han hjem til Danmark igen. 

Her overtog Rikke Maria Schoubye Johansen tøjlerne på Danny, og ekvipagen fik en stærk start på samarbejdet sammen med flere topresultater, og i marts 2024 vandt parret deres første internationale sejr sammen ved CDI-stævnet i Aachen med 72,700%. Det var også i 2024, at ekvipagen var udtaget til at repræsentere Danmark ved europamesterskaberne, men måtte trække sig kort før mesterskabet af hensyn til Dannys helbred

I april 2025 red Rikke og Danny deres sidste CDIP-stævne sammen og sluttede med tre flotte placeringer ved CDI Aachen Festival 4 Dressage, hvorefter Rikke begyndte at snuse til juniorklasserne med sine to heste Baunehøjens Carppacio og Lennon 42

Copyright Ridehesten.com
Rikke Maria Schoubye Johansen og D'artagnan 187 ved CDI-stævnet i Aachen. Foto: Privat

Et hårdt farvel
For Rikke Maria Schoubye Johansen har salget både været følelsesladet, men også naturligt i takt med, at ponytiden nærmer sig sin afslutning. Dermed er hun glad for, at Danny nu har fundet sit nye hjem, og hun glæder sig til at følge ekvipagen sammen: 

Danny har været en stor del af min udvikling igennem de sidste par år, og han er virkelig en makker for livet. Han har en mega stor personlighed og et fantastisk hjerte. Han vil altid være en stor del af mig. Nu fortsætter jeg på juniorniveau, men jeg er meget spændt på at se, hvordan fremtiden kommer til at se ud for Sille og Danny - og for mig og mine heste, siger Rikke. 

Også for Dannys nye rytter, Sille Munch Holst, har det været følelsesladet at overtage tøjlerne på den talentfulde pony. På et Instagram-opslag skriver hun, at hun slet ikke kan være i sig selv af glæde og lykke over at have overtaget tøjlerne på Danny, og at hun glæder sig til en masse oplevelser sammen med ham. 

Se Silles Instagram-opslag herunder: 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen