Thomas Bach Jensen
Endnu en talentfuld og veluddannet dansk dressurhest er fløjet over Atlanten. Den 9-årige dansk varmblodsvallak, Handsome Guy N e. Hector DVH 603 / Donnerschlag DVH 630, er solgt til den danske dressurrytter i Florida, Janne Rumbough. Handsome Guy N er opdrættet af Inge Madsen og Aage Ørum og blev som 4-års solgt til Mia Hermansen i Odense. Mia Hermansen, der har redet hos Heather Blitz, har selv uddannet Handsome Guy N til Grand Prix-niveau. Fra Wellington i Florida lyder det fra den nye ejer, at Handsom Guy N er vel ankommet. Han har tabt sig lidt under rejsen, men nyder at komme på græsfold og er ved at falde til ro i sine nye omgivelser. Janne Rumbough købte sammen med Mikala Gundersen sidst i 2011 hoppen My Lady e. Michellino / Ritterstern sammen, og det har allerede udviklet sig til en succushistorie. Hun glæder sig nu til at komme igang med endnu en talentfuld dansk dressurhest.