En drøm er gået i opfyldelse for Nanna Merrald

15-07-2021 18:46

Når Nanna Skodborg Merrald  og avlshingsten Blue Hors Zack, om lidt over en uge, rider op ad midterlinjen ved OL i Tokyo, er det en drøm, der går i opfyldelse for den 27-årige rytter, der helt siden ungdomsårene har været en del af toppen i dansk dressur

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald

Selvom Blue Hors-rytteren Nanna Skodborg Merrald blot er 27 år gammel, så har hun repræsenteret Danmark ved et utal af både både nordiske - og europæiske mesterskaber gennem de sidste mange år. I 2007 hun red sit første EM på ponyen Centrum og her 14 år efter, står der OL på programmet de næste mange dage. 

Nanna var blot 5 år gammel da hun red sit første stævne og det er derfor en drøm, der går i opfyldelse, når hun og Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz inden længe betræder de olympiske baner i Tokyo. I går ankom de danske dressurheste nemlig til Tokyo, så de kan falde til, inden holdkonkurrencen i dressur går i gang lørdag den 26. juli.

Fakta
Nanna Skodborg Merrald
  • 27 år
  • Født og opvokset på Lykkesholm Ridecenter, Midtsjælland
  • Har en bachelor i molekylærbiologi fra RUC
  • Har været selvstændig med firmaet Merrald Dressage
  • Blev ansat på Blue Hors i september 2018
  • Adskillige gange danmarksmester og nordiskmester 
  • Deltog i 2007 ved sit første EM på ponyen Centrum
  • Europamester individuelt som junior i 2011 med Millibar
  • Vinder af U25 Grand Prix i Aachen i 2013
  • Var kvalificeret til World Cup finalen i 2014

Gennem årene har Nanna været en stor del af landsholdene både som pony-, junior-, og ungrytter, hvor hun har været med til at repræsentere Danmark utallige gange. Med hesten Millibar e. Milan/Liberty Dane (opdr. Fritz Jensen) havde Nanna Stor succes som junior/ungrytter og allerede som 21-årig formåede hun at uddanne den velgående vallak til Grand Prix.

Tilbage i 2014 var Nanna Skodborg Merrald kvalificeret til World Cup finalen i Lyon på Millibar, men desværre var Millibar halt ved vetjek, så han og Nanna kom aldrig til start. Efter flere års forsøg på at komme skaden til livs, endte det i 2017 med at familien valgte at pensionere vallakken, som den dag i dag, går på fold med Centrum hjemme på Lykkesholm Ridecenter, hvor Nannas forældre stadig holder til

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack ved stævnet i Hagen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Efter flere år som selvstændig hjemme på Lykkesholm, valgte Nanna i 2018 at skifte hverdagen ud med en stilling som rytter hos Blue Hors i Randbøl. Her fik hun allerede fra starten af flere af de velkendte avlshingste på træningslisten, blandt andet Blue Hors Farrell e. Fürstenball/Dacaprio og Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/Blue Hors Don Schufro, som hun stadig har den daglige glæde af. 

Da Daniel Bachmann Andersen i 2020 opsagde sin stilling som chefberider på Blue Hors, var der længe spekulationer om hvem der skulle overtage de heste som han havde redet, her i blandt Blue Hors Zack. I midten af december samme år kom det langt om længe frem, at det var Nanna, der havde overtaget tøjlerne på den poplære avlshingst.

Fakta
Blue Hors Zack
  • 17 år gammel avlshingst
  • Født i Holland og blev som 3-års købt hjem til Danmark af Blue Hors
  • Udnævnt som elitehingst i Dansk Varmblod og Årets Hingst i 2014
  • Han er far til mere end 39 kårede hingste, heraf mange præmie- og fløjhingste
  • Fra hans første årgang er bl.a. fløjhingsten Glock’s Zonik
  • Anden årgang bød bl.a. på fløjhingsten Sezuan, der er tredobbelt verdensmester for ungheste som 5-, 6- og 7-års
  • Debuterede i international Grand Prix som 13-årig med Daniel Bachmann Andersen
  • Repræsenterede Danmark ved WEG i 2018 med Daniel og blev i 2019 Danmarksmester
Copyright Ridehesten.com
Selvom de blot har været et makkerpar i meget kort tid, så er der ingen tvivl om at de nyder hinandens selskab. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På rekordtid fandt Nanna og den nu 17-årige hingst godt sammen og i midten af februar 2021 havde de stævnedebut ved det internationale stævne i franske Le Mans. Det blev en drømmestart for ekvipagen, som red til over 74% begge dage og vandt både Grand Prix og Grand Prix Special. Her red de den første OL-kvalifikation i hus og ved Horse and Dreams-stævnet i tyske Hagen i april, red de sig helt i toppen af den firestjernede tur hvor de opnåede den anden kvalifikation og i den grad lagde sig ind på en mulig OL-billet. 

Da landstræner Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein i juni udtog OL-bruttogruppen, var Nanna og Zack blandt de fem ekvipager, der havde mulighed for at komme med til Tokyo. For blot tre uger siden stod det så klart: Drømmen om et OL gik i opfyldelse. Derved har under et års makkerskab ført til, at Nanna og Zack er blandt de tre ekvipager der skal prøve at ride medaljer hjem til Danmark om lidt over en uge. 

Fakta
Resultater for Nanna Merrald og Blue Hors Zack
  • 29/05/2021 - Compiègne CDI3*GPS - Grand Prix Special 73.17% - 3. plads
  • 28/05/2021-  Compiègne CDI3*GP - Grand Prix 73.17% - 3. plads
  • 24/04/2021 - Hagen a. T. W. CDI4*GP FS - Grand Prix kür -82.02% - 3. plads
  • 22/04/2021 - Hagen a. T. W. CDI4*GP - Grand Prix 75.73% - 3. plads
  • 13/02/2021 - Le Mans CDI3*GPS - Grand Prix Special 74.36% - 1. plads
  • 12/02/2021 - Le Mans CDI3*GP - Grand Prix 74.17% - 1. plads
Copyright Ridehesten.com
Blot seks start har ekvipagen nået at ride sammen, men de flotte resultaterne har sikret dem deres første OL. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner