Unge Tailormade-heste i top

18-08-2023 09:24

Annika Knudsen Lorentsen

Ved det internationale stævne i hollandske Kronenberg, blev Søren Pedersen i går placeret i top-6 med to heste i klassen for 7- og 8-års heste

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Camilla Tiefensee Schrøder
Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere danske springryttere er i denne uge afsted til internationalt stævne i Kronenberg, Holland, hvor det populære Peelbergen Equestrian Centre endnu engang danner rammen om et internationalt springstævne. 

I går begyndte konkurrencerne med dansk deltagelse i flere af klasserne, og særligt en dansk rytter havde succes. Det drejer sig om Søren Pedersen, som blev placeret i tre ud af fire starter, og de to af dem tog han i CSIYH1* for 7- og 8-års heste. Denne klasse blev afviklet på en bane i højden 130 cm for 7-års og 135 cm for 8-års. 

Med den 7-årige Tailormade Casallorette PS e. Casallco/ Contendros 2 (opdr. Gestüt Lewitz) sikrede han sig tredjepladsen i klassen, hvor der i alt var 71 ekvipager til start. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Med den 7-årige Tailormade London Blue e. London/ Chacco-Blue (opdr. Tailormade Horses ApS) tog han sjettepladsen. Med begge heste leverede han fejlfrie og hurtige runder, og blot 0,28 sekunder adskilte de to heste i gårsdagens klasse, hvor brasilianske Yuri Mansur med Doctrina e. Indoctro/ Toulon tog sejren. 

Foruden placeringerne i unghesteklassen, sikrede Søren Pedersen sig en femteplads i en 130 cm-klasse i sadlen på Tailormade Scooby-Lou e. Casallco/ Conthargos (opdr. Tailormade Horses). I denne klasse var der 76 ekvipager til start, og 12. pladsen blev ligeledes dansk, da Sisse Pedersen Mylin red Calvin DG Z e. Cigaret JVH Z/ Shogun II til placering i denne klasse. 

Start- og resultatlister fra stævnet. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner