Dansk springsucces i Spanien

30-11-2025 17:32

Mens dressurrytterne fører sig frem på de internationale baner i denne weekend, er en håndfuld danske springryttere draget til varmere himmelstrøg for at ride springstævne i Spanien. Flere placeringer er blevet redet hjem, og i går blev det endda til dansk nationalmelodi over den spanske stævneplads

Copyright Ridehesten.com
I denne uge er en flok danske springryttere draget til Spanien for at ride stævne. En af dem er Kamilla Ladefoged Rasmussen og Chico Z. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det har været en rigtig god weekend for de danske dressurryttere, der både har vist virkelig flot stil ved CDI4*-stævnet i Stockholm og i hollandske Peelbergen, hvor der er blevet redet flere sejre og placeringer hjem. Det er dog ikke kun de danske dressurryttere, der viser sig frem i udlandet, for under varmere himmelstrøg og sydens sol er en flok danske springryttere til stævne i Spanien i disse uger. 

En af dem er Søren Pedersen, der har haft hele fem heste til start fordelt på de sidste dage i Oliva, Spanien. I går var en rigtig god dag på kontoret for ham, for mens han imidlertid har redet mange fejlfrie ture med placering i dagene op til, lykkedes det ham altså at sikre sig en sejr under den spanske sol i gårsdagens 135 cm-klasse, hvor 34 ekvipager var til start. 

Der skulle rides hurtigt for at sikre sig en plads i toppen af feltet, men det formåede Søren Pedersen og den 10-årige Tailormade Calimocho e. Casallco/ Baloubet du Rouet altså i høj grad. Med næsten et sekund ned til andenpladsen red han nemlig i mål i tiden 57,16 sekunder, og sikrede sig altså sejren i klassen med flere stærke internationale ryttere. 

Copyright Ridehesten.com
Søren Pedersen her på Tailormade Casallorette PS. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

I samme klasse var Kamilla Ladefoged Rasmussen til start med den 15-årige Chico Z e. Clinton/ Quantum. Også de har haft et rigtig godt stævne indtil videre, og i gårsdagens 135 cm-klasse formåede de altså at ride sig til en flot femteplads efter en fejlfri runde i tiden 59,83 sekunder. Dermed var der altså to danskere til præmieoverrækkelse under solen i går. I dag fulgte Kamilla og Chico Z trop i 130 cm-klassen, hvor de igen red sig til en femteplads. 

I dag er denne uges sidste stævnedag, hvor der blandt andet er blevet afviklet en 145 cm-høj Longines Ranking-klasse. Her sikrede Lars Bak Andersen sig en flot runde i sadlen på den bare 8-årige Leviathan HS e. Livello/ Casall, men desværre sneg der sig en enkelt tidsfejl ind i hovedrunden, hvilket holdt ekvipagen fra omspringningen. Det var dog alligevel nok til at tage en placering som nr. 17 - klassens sidste placering. Ekvipagen blev desuden også placeret som nr. 10 i fredagens 145 cm Longines Ranking-klasse

I næste uge venter endnu en uge i det spanske, hvor flere danske ryttere igen er til start under den varmende sol på den flotte stævneplads. 

Copyright Ridehesten.com
Lars Bak Andersen og Leviathan HS. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner