Anna Pørtner
Flere af de danske springryttere har skudt 2026 rigtig godt i gang i denne weekend, hvor de har pakket lastbilerne, trodset snevejret og draget til Opglabbeek i Belgien, hvor det 2-stjernede springstævne er løbet af stablen på det flotte og anerkendte Sentower Park.
Danskerne har, som altid, fristes man til at skrive, leveret den ene flotte runde efter den anden, og det er da også blevet til både dansk nationalmelodi og flere danske ekvipager i æresrunderne. Én af dem, der havde mange heste med til Belgien, var Karen Møller Rohde, der i alt har haft 15 starter i weekenden. Ud af de 15 starter, har hun formået at ride 11 af dem fejlfrie og med placering.
Onsdag startede hun suverænt ud med både en fjerde- og sjetteplads i 6-års klassen med Vassini Ask e. Van Gogh/ San Patrignano Cassini og Fiola Ask e. Jewel Ask Z/ Favorit Ask, mens Veline Ask e. Todt Un Prince/ Larimar 7 fulgte trop i 7- og 8-års klassen med en 13. plads. Torsdag havde Karen fem starter, hvoraf hun red fire af dem med placering. Igen var 6-års hestene i topform og blev placeret som nr. 4 og 8, mens Unique Ask e. Action Man Ask Z/ San Patrignano Corrado blev nr. 2 i dagens første klasse. I finaleklasserne for de unge heste, var Karen igen placeret, hvor 6-års hestene blev nr. 5 og 11, mens Veline Ask sluttede af med en niendeplads i finalen for 7- og 8-års hestene.
Udover Karen, der havde taget mange heste med til Belgien, så var der en anden dansker, der i særdeleshed også havde mange heste med, nemlig Karoline Sloth Kjær, der havde hele ni heste med til start. Hun startede stævnet suverænt ud med en andenplads i 6-års klassen med Corbelli Z, mens torsdag bød på hele ni starter, hvoraf syv af dem var fejlfrie og med placering. Her blev hun blandt andet nr. 5 i den 2-stjernede 145 cm-klasse, der var kvalifikation til Grand Prix'en, hvor hun med Carlsson e. Cascadello II/ La Zarras 2 sikrede en hurtig og fejlfri runde.
I løbet af de andre dage, red Karoline flere imponerende placeringer hjem, blandt andet endnu en tredjeplads i 6-års klassen med Corbelli Z, ligesom Lucky Madam e. Del'Arko d'Henvet/ Carry 22 imponerede i den 2-stjernede 135 cm-klasse med en andenplads. Det var dog ikke kun Karoline, der leverede flotte resultater, for hun havde nemlig sin lillesøster Laura Sloth Kjær med i Belgien også.
Unge Laura Sloth Kjær havde sine to heste Temptation Junior Z e. Temptation 37/ Heartbeat, som er opdrættet af Laura og Karolines mor, Rikke Kjær og Joris e. Pennsylvania/ JK Horsetrucks Wish med til Sentower Park i denne weekend, og allerede torsdag lagde hun suverænt ud med en tredjeplads i 125 cm-klassen med Temptation Junior Z, mens Joris sikrede sig en andenplads i 130 cm-klassen. Fredag var ingen undtagelse, for her fulgte det unge talent op på gårsdagens placeringer, og sikrede sig en fjerdeplads med Temptation Junior Z og en tredjeplads med Joris.
Stævnet sluttede for Lauras vedkommende i går, lørdag, hvor hun sikrede sig weekendens hidtil bedste resultat. I sadlen på Joris var hun til start i den 2-stjernede 135 cm-klasse, hvor hun leverede den ubetinget hurtigste tid. Det betød dansk nationalmelodi over Sentower Park, for ingen kunne hamle op med Laura og Joris. Ikke nok med det, sluttede hun også af med en 12. plads på Temptation Junior Z, og dermed havde Laura sikret sig placeringer i samtlige af hendes starter.