Thomas Bach Jensen
Som sønnesøn af Ole Kirk Christiansen, der grundlagde den danske virksomhed LEGO, har erhvervsmand og topleder Kjeld Kirk Kristiansen levet et liv på indersiden af den store, internationale LEGO-koncern, som han i dag er i færd med at overdrage til sin søn, Thomas Kirk Kristiansen.
I dansk ridehesteavl og ridesport kender vi bedst Kjeld Kirk Kristiansen som grundlægger af to af landets største ridehestestutterier og hingstestationer, Blue Hors ved Randbøl og Stutteri Ask ved Martofte, der med fokus på henholdsvis dressur og springning står bag anskaffelsen af adskillige tophingste, der har været med til at forbedre den danske ridehesteavl markant og i den grad været med til at sætte danske dressurheste på verdenskortet.
Blue Hors' egne hingste, Blue Hors Don Schufro og Blue Hors Zack, har i lighed med mange af deres afkom også selv spillet en rolle på den internationale dressurscene. Blue Hors Don Schufro var med til at vinde Danmarks hidtil eneste holdmedalje i dressur ved OL, og det skete i Hong Kong i 2008. I 2021 var Blue Hors Zack finalist ved OL i Tokyo, og ved VM i 2022 i Herning var han en del af det historiske, danske guldhold.
Igennem sine to stutterier har Kjeld Kirk Kristiansen som sponsor spillet en uvurderlig rolle i dansk ridesport og ridehesteavl igennem årtier.
Sidste år udgav Politikens Forlag bogen "Et liv med LEGO. En slægtshistorie", der er en biografi skrevet af Jens Andersen i tæt samarbejde med Kjeld Kirk Kristiansen. Det er et biografisk værk om en unik dansk slægts-, erhvervs- og kulturhistorie, og den første bog nogensinde om LEGO-koncernens og slægten Kirk Kristiansens historie gennem 100 år.
Tilbage i hesteverdenen modtog Kjeld Kirk Kristiansen i foråret 2022 en helt ny pris i Dansk Varmblod. Prisen og titlen Årets Avler 2022 gik til Stutteri Ask ved Kjeld Kirk Kristiansen for igennem en årrække at have avlet springheste af særlig høj kvalitet, og det gælder vinderføl, medaljehopper, kårede hingste og ikke mindst heste, der leverer stærke præstationer på konkurrencebanerne. I den anledning modtog Kjeld Kirk Kristiansen en statuette, blomster og en kollage med nogle af sine opdræt, og han kvitterede med en tale, hvor han indviede alle i hesteholdet og projekterne hos Stutteri Ask.
I dag fylder Kjeld Kirk Kristiansen så 75 år - tillykke med dagen!