Lars Bak varmer op til Herning i sydens sol

25-02-2018 14:19

Camilla Tiefensee Schrøder

Den danske springrytter Lars Bak Andersen befinder sig i øjeblikket i det sydlige Portugal sammen med Søren Pedersen, hvor begge ryttere starter Grand Prix i dag i Vilamoura Tour. Om halvanden uge er han testrytter i Herning

Copyright Ridehesten.com
Lars Bak Andersen og Quel Filou 13 på træningsbanen i går. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mens man i Nordeuropa skutter sig med temperaturer langt under frysepunktet, befinder Lars Bak Andersen sig under varmere himmelstrøg i Portugal. Han har kørt en flok heste fra Tyskland til det internationale springstævne Atlantic Tour Vilamoura, hvor han i eftermiddag starter Grand Prix-rankingklasse på vallakken Quel Filou 13 e. Quidam's Rubin/Cascavelle.

Men selvom forretningen er flyttet midlertidigt sydpå, afholder det ham ikke fra at komme til Herning om to uger.
- I næste uge flyver jeg hjem for at ride som testrytter i Herning, fortæller springrytteren, som dog ikke kommer til at konkurrere på egne medbragte heste i Boxen i år.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Lars Bak Andersen har flere års erfaring som testrytter af springhestene i unghestechampionatet i Herning. Sidste år overlod han tøjlerne til svenske Henrik von Eckermann, men i år er han tilbage, hvilket han ser frem til.
- Det har været spændende de andre år, og jeg glæder mig til at være med igen i år, siger han.
Efter Herning tager han igen tilbage sydpå for at deltage i Sunshine Tour 300 km længere østpå i det sydlige Spanien.

Lars Bak Andersen er taget til Vilamoura sammen med sin kollega og kammerat Søren Pedersen, som er af sted med et hold af Tailormade-heste fra basen i Tyskland. Han er også til start i dagens Grand Prix-klasse på Tailormade Chaloubet e. Chacco-Blue/Baloubet du Rouet.

Søren Pedersens prioritering af Vilamoura Tour betyder, at han desværre ikke kommer til Hingstekåringen i Herning i år.
- Det er ærgerligt, jeg ikke kommer til Herning, for det er et af de bedste stævner i Danmark. Det vil jeg gerne undskylde for, men jeg skal nok støtte op om det næste år, for det er et fantastisk arrangement, siger han.

Copyright Ridehesten.com
Søren Pedersen og Lars Bak Andersen besluttede i efteråret at tage til Vilamoura Tour for første gang, og de nyder i disse dage solen, den afslappede stemning og gode muligheder for nye forretningsforbindelser i Sydeuropa. Foto: Ridehesten.com
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen