Unge må fortsat ride uden hjelm

11-11-2007 11:16

Thomas Bisgaard

Sikkerhed er et af Dansk Ride Forbunds fokusområder. Det slår dog ikke igennem i reglementet - heller ikke i 2008

Ved et ellers roligt og konstruktivt stævnekoordinerende møde var der en kort overgang optræk til momentvis overophedning da talen faldt på sikkerhed. Anledningen var dressurudvalgets Rigmor Kristensens oplæg om reglementsændringer for 2008, hvor dressurudvalget ikke havde mange rettelser - og især en manglende rettelse var grunden til førnævnte situation. Ifølge Rigmor Kristensen har udvalget ikke prioriteret rettelser omkring dressurrytternes brug af ridehjelm under stævner, hvor nogle tilhører mente at det især var et problem, at dressurryttere under 18 år havde lov til at ride uden hjelm under opvarmningen, hvis de startede en klasse hvor hjelm ikke er krævet (de klasser der rides med bowler/høj hat). En rytter der rider på det niveau har ifølge dressurudvalget så meget styr på sin hest, at der ikke er behov for at kræve brug af ridehjelm når de er uden for selve konkurrencebanen. Ole Bang der er stævnekoordinator i distrikt 12, kunne ikke forstå hvorfor der ikke var sammenhæng mellem DRF´s bestyrelses fokusering på øget sikkerhed, og så den udførte praksis i udvalgene. Forkvinden i samme distrikt, Lizza Kejlberg, supplerede med at kalde det signalforvirring i omverdenen - hvis man virkelig mener noget med sikkerhed, så er det ikke det rette signal at sende. Begge udvalg fremførte, at alle reglementsrettelser er forelagt Bestyrelsen - og godkendt af samme.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner