Kristine Ulsø Olsen
I Louisdor Preis-turneringen har flere verdensstjerner trådt deres unge Grand Prix-sko, da det er en turnering for heste på 8-10 år. Ved dagens kvalifikation i Hagen, var 15 kommende Grand Prix-håb til start, men en enkelt af dem stjal showet fuldstændig.
Med over 2,5 procent til nærmeste konkurrent, vandt tyske Sönke Rothenberger på Fendi 48 e. Franklin/Diamond (Opdr. Danish Derby Horse Shows Aps) Intermediaire II-klassen med intet mindre end 77,07%.
Kjærholm's Fendi som hesten tidligere hed, er født og opvokset hos familien Cassøe, og blev som 2½-års solgt til amatørdressurrytter Louise Dall, der fremstillede ham dels til hingstekåring og dels til egnethedstest inden salg til Helgstrand Dressage. I 2019 flyttede vallakken til Tyskland hos den tysk-hollandske familie Rothenberger og sidenhen har Sönke uddannet den nu 8-årige vallak.
Der er ingen tvivl om at DV-vallakken går en stor fremtid i møde. Han har tre regulære gangarter med ingen svagheder og en særdeles stor evne til at samle sig i de svære øvelser i både trav og galop. Derfor måtte dommerne også op og give flere 9-taller for passage.
Stævnets start- og resultatlister.