Tysk dressurlandshold annonceret

02-12-2024 16:13

Det tyske rideforbund har offentliggjort bruttogrupperne i dressur for det kommende år, og der er sket flere store ændringer

Copyright Ridehesten.com
Flere store profiler udgår i det nye år af Tysklands A-trup i dressur. Bl.a. Jessica von Bredow-Werndl er med pensionen af TSF Dalera BB ikke at finde på listen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I forbindelse med årsskiftet bliver der i de forskellige nationale rideforbund sat navne på rytterne i bruttogrupperne for den kommende sæson. For at få en fornemmelse af niveauet i 2025 kan det være interessant at skele over landegrænsen til vores tyske nabo, der er en af verdens største ridesportsnationer. DRV, det tyske rideforbund, har nemlig offentliggjort, hvilke dressurryttere, der skal repræsentere Tyskland i det kommende år.

Listen byder på flere ændringer – nogle mere forventelige end andre. Jessica von Bredow-Werndl udgår ikke overraskende af truppen, da hun efter OL i Paris annoncerede, at hendes partner på topniveau TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk skulle pensioneres. På trods af, at Jessica har flere kvalitetsfulde yngre heste i stalden, såsom det nye stjerneskud Times Kismet e. Ampere/ Lord Leatherdale, har hun tilsyneladende pt. ikke nogle heste på det niveau, som kræves, hvis man ønsker en plads på det tyske landshold. Også Isabell Werths Emilio e. Ehrenpreis/ Cacir Aa samt Frederic Wandres' Duke of Britain FRH e. Dimaggio 2/ Rubinstein er blevet pensionerede og er derfor ikke med på listen, men de to tyske ryttere bibeholder dog deres plads i A-gruppen med andre heste. 

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth er en del af A-gruppen med DSP Quantaz samt DV-hoppen Wendy de Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer). Billedet viser Werth og Wendy til OL i Paris i sommers. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ingrid Klimke, der ellers var fjerdemand og reserve for det tyske dressurlandshold til OL i Paris, har mistet sin plads på listen. Kort før OL lød beskeden nemlig, at hendes 16-årige tophest Franziskus FRH e. Fidertanz/ Alabaster var blevet skadet – og derfor er løbet nok kørt for ekvipagen, når det kommer til toppen af dressuren. Klimke har dog fornyeligt overtaget OL-sølvvinderen Vayron e. Vitalis/ P.B. Gloster, som måske kan bringe hende tilbage på holdet, når samarbejdet mellem dem er blevet udbygget.

I B-gruppen er den 25-årige fremadstormende dressurrytter Raphael Netz at finde for første gang. Han debuterede sidste år i World Cup-sammenhæng og er nu ved at nærme sig en international karriere på seniorniveau efter nogle succesfulde år som U25-rytter med flere EM-medaljer. Til årets World Cup i Herning mødte vi ham til en snak om vejen mod toppen, og dét interview kan du læse i det netop udgivne Ridehesten decembermagasin.

Copyright Ridehesten.com
Raphael Netz med Great Escape Camelot er for første gang en del af seniorperspektivgruppen. Her ses ekvipagen til årets World Cup i Herning. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hele listen i dressur:

A-gruppen (olympisk niveau):
• Katharina Hemmer med Denoix PCH
• Matthias Alexander Rath med Destacado FRH
• Sönke Rothenberger med Fendi
• Frederic Wandres med Bluetooth OLD
• Isabell Werth med DSP Quantaz og Wendy de Fontaine

B-gruppen (perspektivgruppen):
• Raphael Netz med Great Escape Camelot
• Bianca Nowag-Aulenbrock med Florine OLD
• Dorothee Schneider med Dayman

U25-gruppen:
• Luca-Sophie Collin med Ferrero D
• Helen Erbe med Carlos FRH
• Felicitas Hendricks med Drombusch OLD
• Anna Schölermann med Bon Scolari
• Moritz Treffinger med Cadeau Noir og Fiderdance
• Elisabeth von Wulffen med Triple A

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen