Undgå svamp og infektioner

22-09-2008 07:47

Maja Golles

Når du giver hesten dækken på - så husk at risikoen for en overvarm hest er tilstede - og dermed også grobunden for bakterier og svampe.

Hestens pels og hud indeholder både bakterier og svampe, og det er der ikke noget galt i. Immunforsvaret i huden sikrer normalt, at disse ikke trænger igennem huden. Men stiger mængden af bakterier og svampe til et unaturligt højt stadie, kan de ikke holdes ude, og der er i stedet nu grobund for alvorlige hudinfektioner. Hestens hårlag er normalt mere fugtigt om vinteren, så det er vigtigt, at vi gør vores bedste for at sikre, at situationen ikke forværres. Det er derfor vigtigt, at hesten ikke pakkes unødigt meget ind, eller fx står inden døre med et for varmt eller for tillukket dækken. Et åndbart dækken er absolut at foretrække! Et beskidt dækken kan også fremskynde processen, så sørg for at have en god dækkenhygiejne – rens, skift og vask dækken indimellem. Bliver hesten for varm og fugtig, risikerer den at blive ramt af stafylokokker, dermatofillus eller svamp. Svampen, der angriber, er som oftest ringorm, som ikke er en orm, som navnet ellers lyder. Ringorm er i stedet en svampeinfektion. De forskellige lidelser er irriterende for hesten, ligesom smitte til andre heste er en stor risiko. Lidelserne klør og svier, og gribes der ikke ind med behandling kan det føre til alvorlige hudinfektioner. Antibiotika og svampemidler kan dog bekæmpe lidelserne forholdsvist nemt.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner