Er du opmærksom på dermatofilose?

18-09-2025 12:16

Kalenderen siger efterår. Dagene bliver kortere og temperaturen daler, hesten er mere på stald, og der går ikke længe for dækkensæsonen starter. Men når hesten pakkes ind i et dækken, øges risikoen for infektioner i huden også

Copyright Ridehesten.com
Efteråret er over os, og det betyder også mere regn og fugtigere dage. Det er derfor også højsæson for hudlidelser, som f.eks. dermatofilose. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Efteråret er for mange hesteejere lig med dækkener, længere tid på stald og lange perioder med regn og fugt. Samtidig er det også højsæson for hudproblemer, og én af de mest almindelige lidelser i denne tid er dermatofilose - også kendt som regneksem. 

Dermatofilose skyldes bakterien Dermathophilus Congolensis. Det særlige ved denne bakterie er, at den allerede findes naturligt i huden hos mange heste uden at skabe problemer. Men når hestens hudbarriere imidlertid svækkes, kan bakterien trænge igennem og skabe infektion. Det sker især, når fugt og varme får lov at ophobe sig på huden - for eksempel under et dækken, der er lagt på, mens hesten stadig er fugtig, eller når den går ude i regn og mudder. Høj luftfugtighed i stalden kan ligeledes være en medvirkende faktor, og derfor er det i efterårs- og vintermånederne, at hestene er særligt udsatte. 

En vigtig pointe, som mange ikke er klar over er, at dermatofilose kan smitte mellem heste. Når hesten gnubber sig op ad hinanden på folden, eller hvis man bruger de samme striglere, dækkener, underlag eller andet udstyr på flere heste, kan bakterien spredes hurtigt. Det betyder, at man som hesteejer skal være ekstra opmærksom på hygiejne, hvis en hest i stalden viser tegn på sydommen. 

Symptomer på dermatofilose
Symptomerne er ofte forholdsvis lette at genkende. Hårene klistrer sammen i små totter, som ligner pensler, og når man trækker i dem, følger både skorper og hår med, så huden fremstår lyserød og fugtig. Henover hestens ryg, kryds og bagpart er forandringerne oftest mest tydelige, da fugt har en tendens til at samle sig her. 

Der kan derudover opstå små sår og hævelser, og nogle heste kan virke mere matte end normalt eller præstere dårligere. Enkelte for endda en let forhøjet temperatur. En vigtig detalje er dog, at dermatofilose sjældent medfører kløe hos hesten, hvilket kan hjælpe dyrlægen med at skelne den fra andre hudproblemer som eksempelvis svamp. 

Copyright Ridehesten.com
I denne årstid kan dækken være nødvendigt, men sørg altid for at hesten ikke er fugtig under dækkenet. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Sådan behandles dermatofilose
Hvis man har mistanke om, at ens hest har dermatofilose, er det vigtigt at rådføre sig med en dyrlæge. De angrebne områder klippes typisk ned, så huden kan få luft, og hesten behandles derefter med antibiotika, som bakterien heldigvis er meget følsom overfor. Behandlingen suppleres ofte med vask i medicinsk shampoo, der hjælper med at rense huden og holde infektionen nede. 

Samtidig er det altafgørende at få rengjort alt udstyr, der har været i kontakt med hesten, så man undgår at smitte andre dyr. Det vil altså sige, at det er en god idé at vaske dækkener, grimer, underlag, gamacher og lignende, som hesten har haft på, imens den har været smittet, ligesom det er en god idé at orientere de andre i stalden, så deres heste undgår smitte. 

Sådan forebygges dermatofilose
Selvom dermatofilose er ufarligt og nemt kan behandles, er det altid bedre at forebygge end at helbrede. Den vigtigste faktor for at undgå dermatofilose er at holde hesten tør og ren. Man bør altid sikre sig, at hesten er helt tør, før man lægger dækken på, og undgå at bruge dækken, hvis det ikke er nødvendigt. Dækkenerne skal være rene og tørre, og stalden bør være godt ventileret og fri for fugt. 

Det samme gælder strøelsen i boksen, som skal være tør og frisk, så der ikke ophober sig fugt og unødigt mange bakterier. På folden kan det være en god idé at forsøge at minimere de våde og mudrede områder, da fugtigt underlag i længden slider på hudens forsvar. 

Selvom dermatofilose sjældent er en farlig sygdom, kan den være ubehagelig for hesten og kræver konsekvent behandling. Derfor er det en god idé at gennemgå hestens hud regelmæssigt i efterårs- og vintermånederne, ligesom det er alfa og omega, at hesten får lov at få sit dækken af og lade huden ånde lidt i de perioder, hvor dækken er nødvendigt. 

Med god omtanke, god hygiejne og et vågent øjne kan du hjælpe din hest trygt igennem dækkensæsonen - uden hudproblemer. 

Bliv klogere på dermatofilose og dets behandling i oktober-nummeret af magasinet Ridehesten fra 2016. Find magasinet som E-Magasin her.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner