Efterår er højsæson for hudinfektioner

25-09-2016 18:00

Kalenderen siger efterår: dagene bliver kortere og temperaturen daler, hestene kommer mere på stald, og dækkensæsonen er så småt ved at starte. Men når hesten pakkes ind i et dækken, øges risikoen for infektioner i huden 

Copyright Ridehesten.com
Dækkensæsonen er så småt ved at gå i gang trods septembers lune begyndelse

Dermatofilose er en hudbetændelse, som forårsages af bakterien dermatofiphilosis congolensis, en bakterie som mange heste i forvejen har på huden. Dermatofilose ses ofte når dækkensæsonen går i gang og skyldes en irritation i hestens hud, som oftest forsaget af fugtig pels og hud under dækkenet, høj luftfugtighed i stalden samt høje temperaturer under hestens dækken. En infektion med dermatofilose skaber meget karakteristiske forandringer i hestens hud og hår – der observeres små sår/hævelser i hestens hud. Løfter man op i hårene på de inficerede områder, følger både sår og hår med, og efterlader en lyserød hudoverflade, der ofte væsker. Karakteristisk ved denne hudlidelse er også, at hårene nærmest klistrer sammen. Selvom lidelsen lyder ubehagelig for hesten, vil der sjældent være kløe.

Behandlingen af dermatofilose består i at klippe alle de forandrede områder ned med en saks eller klippemaskine. Derefter behandles hesten medicinsk, ofte efterfulgt af vask i medicinsk shampoo, specielt på de angrebne hudpartier.

Risikoen for, at din hest får dermatofilose er rimelig stor, idet dermatofilose er en mikroorganisme, der hurtigt smitter fra hest til hest. Derfor er det vigtig at få hesten i behandling, men også undgå, at den bliver geninficeret af staldens øvrige heste.

Symptomer på dermatofilose:

Der observeres sår på kroppen med små hævelser på de inficerede hudpartier

Løfter man op i hårene på de inficerede områder ryger både hår og sårskorpe af

Når hårene fjernes, medfølger en fedtet skorpe, som binder hårene sammen

Der, hvor hårene fjernes fremstår huden med en lyserød overflade, der ofte væsker

Der er ikke decideret kløe

Hesten kan have let forhøjet temperatur

Mens hesten er angrebet af infektionen, kan den virke nedstemt og yder måske ikke optimalt under  arbejde.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner