Charlotte Kusk Berwald
Det er i disse dage et år siden at Rusland invaderede Ukraine. Europa vendte blikket mod landet og alle gjorde hvad de kunne. Janne følte dog hun kunne gøre mere og meldte sig til at køre et læs nødhjælp til Ukraine.
Jeg sagde ordentligt farvel
Man bør som udgangspunkt ikke rejse til krigshærgede lande. Hvis noget går galt, kan man på ingen måde være sikker på at få nogen form for hjælp. Hver eneste dag flyver missilerne over hovedet på folk og at opholde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt kan hurtigt koste en livet. Alt dette spekulerede Janne over på forhånd. – Jeg var nødt til at gøre det. Jeg havde forliget mig med, at hvis det kostede mig livet, så ville det koste mig livet. Og så håbede jeg ellers bare at der ikke ville sprænge en vejsidebombe eller sådan noget, fortæller Janne til Ridehesten. Efter at have sagt farvel, og forhåbentligvis på gensyn, kørte Janne til Sverige med alle de ting hun havde fået samlet ind i Danmark.
– Folk har været så gavmilde at det har været helt overvældende. Vi har løftet i flok. Virksomheder har doneret foder og alt hvad der ellers var brug for, man får virkelig troen på menneskeheden tilbage, fortæller hun.
Tålmodigheden blev sat på prøve
Janne havde forsøgt at forberede sig selv på det som ventede hende på den anden side af grænsen. Først skulle hun dog lige igennem grænsen først, hvilket i sig selv var en prøvelse. – Det hele gik i sneglefart, selvom vi endda var i et ekspresspor. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Heldigvis havde jeg folk hjemme i Danmark, der mere eller mindre blev oppe hele natten for at holde mig elektronisk i hånden så jeg ikke blev drevet til vanvid. Hele mit system kørte i højeste alarmberedskab og jeg ville bare ind og gøre en forskel. Samtidig kunne jeg se det ene militærkøretøj efter det andet krydse grænsen, så samtidig kunne jeg ikke lade være med at frygte for hvad der ventede mig inde på den anden side af grænsen, fortæller Janne.
En verden i ruiner
Det land, der ventede Janne inde på den anden side af grænsen, var et land hvor vejene var hullede. På trods af at hun kun kom i det vestlige Ukraine, og Kyiv, Ukraines hovedstad, lignede det på ingen måde Europa. Her hærgede krigen og flere steder var der udbombede ruiner. – Det satte tankerne i gang. Hvem boede der før krigen? Levede de mon endnu? Eller var de flygtet vestpå? Samtidig var det som om noget andet tog over. Et eller andet i mig, der kun fokuserede på opgaven. Jeg havde forventet at det ville være umuligt at holde kontakt med dem derhjemme mens jeg var i Ukraine, men heldigvis var der god dækning de fleste steder. Det hjalp at kunne dele mine oplevelser med dem derhjemme og føle deres opbakning. Ellers havde det været en meget ensom oplevelse, som ville have været meget sværere at rumme, fortæller Janne.
Den menneskelige vilje til at overleve
Overalt hvor Janne kom frem, blev hun mødt af mennesker, der kæmpede for at holde deres heste i live under krigen. Ingen ville tage mere end de havde brug for. – Der nåede at blive samlet en del penge sammen og det blev til både parafinolie, elastikbind og sågar et læs hø. Svenskerne havde også en hel masse med, hver eneste donation kom sikkert frem til taknemmelige modtagere. Vi har været med til at redde liv, det er der ingen tvivl om, fortæller Janne.
Det der fascinerede hende mest, var ukrainernes enorme gæstfrihed. Overalt blev hun, og Josefine fra Equus Caballus Rescue Foundation, som hun kørte sammen med, modtaget af mennesker, der ikke blot overlevede, men gjorde hvad de kunne for også at leve. – Vi blev budt på hvad de havde at byde på. Jeg fik sågar gaver, som jeg har taget med hjem til Danmark som et minde om turen med, og det er endnu vigtigere, som en reminder om at kæmpe videre for dem. Gøre mig og aldrig give op. De har brug for at vi ikke giver op, men fortsætter kampen side om side, fortæller Janne.
I en stald kom hun til at nævne at hun drømte om en kop kaffe og straks blev der tændt bål for at varme vand. Strømmen var gået, så der måtte andre metoder i brug. Alt dette var med til at sætte dybe spor i Janne.
Tilbage til Ukraine
Allerede inden turen havde hun gjort op med sig selv at der var risiko for at turen ville ryste hende så meget, at hun aldrig ville være i stand til at vende tilbage til Ukraine igen.
– Én tur med nødhjælp, er trods alt bedre end slet ingen. Når man rejser i et land i krig, må man være forberedt på at møde krigen. Det gjorde jeg også, men heldigvis kunne jeg godt håndtere det. Man ved aldrig på forhånd hvordan man vil reagere i sådan en situation. Jeg vil gerne tilbage til Ukraine igen, så jeg er i fuld gang med at planlægge den næste tur. Folk har været så gavmilde og doneret både penge og ting. Jeg har skrevet og takket hver eneste, der har overført penge til Ukraine-kontoen, eller, i hvert fald alle der ikke har gjort det anonymt. Så jeg vil også gerne takke alle jer, som jeg ikke har kunnet kontakte. Tak. I ved slet ikke hvilken forskel I er med til at gøre. Tak for donationerne og tak for jeres tillid, fortæller Janne.
Allerede 27. februar rejser hun tilbage til Ukraine. Denne gang som en del af et dansk netværk, kaldet ACTT.
Det mangler der nu til Ukraine
Janne vender snart næsen mod Ukraine igen. Hun er løbende i kontakt med ukrainere, der kan holde hende opdateret om hvad de mangler. – Lige nu er det hestefoder, kattemad, hundemad, spåner, sårrens, og sårsalve. Især foder, alle mangler foder. Der mangler også penge. Både til diesel til turen og til de steder, hvor der mangler hø. Jeg har flere gange lavet opslag på min Facebook om noget specifikt som der er brug for, og straks er det blevet doneret. Det er så fantastisk hvordan alle vil være med til at løfte i flok, fortæller Janne. Om ganske få dage kører hun atter afsted med et læs nødhjælp til Ukraine. Hun er villig til at blive ved, indtil der kommer fred i det krigshærgede land.
– Der kommer hele tiden lidt, hvilket gør en enorm forskel. Jeg nævnte at der var brug for trillebører i nogle af de stalde jeg havde besøgt og straks kom der tre fra Jørlunde Maskinforretning. Ballerup Rideklub har samlet dækkener sammen og det samme har Egene Ridecenter. Egene har også sendt ormekure med. Vi fik en flot donation fra KW Hunde- og katteartikler med både snore, halsbånd, vådservietter og bandager. For det er jo ikke kun hestene, der lider. Vi må virkelig hverken glemme hundene eller kattene! De er jo også ofre for denne krig. Der er kommet koste og skovle fra Sandie Bregnager Kjær fra hjernerystelse.dk og Ida Storebjerg Nielsen har skaffet en masse dækkener. Faktisk så mange at vi ikke længere har brug for dækkener for denne omgang. Det er helt vildt! Fra Jeanette Linstrup med Dyre-Loppen har vi fået masser af hovolie, vitaminer og foder. Der er kommet en lignende donation fra LS Horsesupplies, det er bare helt fantastisk! Jeg har slet ikke ord for hvor taknemmelig jeg er for at så mange vil være med til at hjælpe i Ukraine. Tænk at der findes så mange gode mennesker, slutter Janne.
Du kan følge Janne på Facebook her.
Har du lyst til at donere lidt penge? Så kan du overføre dem til:
Reg. Nr. 2622
Kontonr. 9027861595
Alle bidrag modtages med kyshånd og intet beløb er for småt.
