Vi møder en enorm taknemmelighed

18-01-2023 06:13

Charlotte Kusk Berwald

Efter den lange ventetid ved grænsen, er Janne Aagaard nu i Ukraine og har langt om længe fået lov at aflevere den første nødhjælp til ukrainske heste. Det faldt på et tørt sted

Copyright Ridehesten.com
I den første stald i Ukraine modtog Janne denne fine gave. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Grundet den russiske invasion er det i Ukraine svært at få fat i selv basale ting til hestene. Derfor er flere ukrainske hesteejere afhængige af at gode mennesker samler sammen og hjælper dem.

Copyright Ridehesten.com
At se Jysk mindede Janne om at krigen foregår i noget, der føles som hendes egen baghave. Foto: privat

Gæstfrihed og kold kaffe
Første stop på turen med de mange gode ting var en stald ved Lviv. – Vi blev mødt med stor taknemmelighed og de græd af glæde, fortæller Janne til Ridehesten. Selv er hun meget rørt efter turens første stop, der satte sine spor. Tanken om frustrationen og kampen for at skaffe ordentligt foder til dyrene nager hende. 
I stalden har der været heste, der har kæmpet med kolik. Derfor faldt lucernen, ormekurene, olien og vitaminer til hopper og føl på et tørt sted. Lucernen er sponsoreret af Rolf Monberg-Jørgensen fra Brogaarden, der har doneret to paller i alt. Den flotte donation gør det muligt at hjælpe mange ukrainske heste. Parafinolien sponsoreret af Helge Jacobsen fra Charlottenlund Dyrehospital og skal bruges når der står en hest med kolik og i en tid hvor foderet er knap, er det desværre en sygdom, der ofte plager. 
– Vi blev budt på kaffe. Den var kold, for de havde ingen strøm og derfor ingen mulighed for at varme den. Pyt med det, for den blev drukket i godt selskab. Jeg fik endda også en fin gave, det flotteste krus som jeg er meget glad for, fortæller Janne og fortsætter: – Jeg blev sat på den eneste stol de havde i stalden og behandlet som en dronning. En dame på min alder blev ved med at knuge mig og græde af glæde, det var meget overvældende. Vi ved jo alle hvor frustrerede vi ville være hvis ikke vi kunne skaffe det vores elskede dyr, eller børn, har brug for og det sætter tankerne i gang. Jeg tror desværre jeg får endnu en søvnløs nat.

Copyright Ridehesten.com
En hoppe, der tydeligvis har brug for mere føde, for at kunne producere mælk nok til sin føl. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Turen går videre
Allerede i morgen går turen videre til endnu en stald. Af sikkerhedsmæssige årsager vil vi ikke røbe Jannes position, idet hun befinder sig i et krigshærget land. Vi er løbende i kontakt med Janne flere gange om dagen for at sikre os at hun har det godt og er i sikkerhed. Der er endnu tolv tons i lastbilen, der skal fordeles mellem de hårdt trængte stalde.

Copyright Ridehesten.com
En taknemmelig hesteejer, der nu håber at undgå kolik bare et lille stykke tid. Foto: privat

Har du fået lyst til at støtte indsamlingen? Selv bare få kroner kan være med til at gøre en forskel.

Du kan støtte på indsamlingen til næste tur 
Reg. nr. 2622
Konto nr. 9027861595
Janne afholder selv alle sine udgifter til turen til Ukraine og alle indsamlede midler går derfor ubeskåret til hestene.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner