Udbruddet af herpes breder sig

12-03-2021 06:56

På trods af at FEI havde aflyst internationale stævner i Europa på grund af det aggressive herpesudbrud, fik Sunshine Tour i Vejer de la Frontera lov til at fortsætte. Stævnet blev dog aflyst før tid grundet mistanke om herpesudbrud og nu viser det sig at 10 heste på nuværende tidspunkt er smittet med EHV-1

Copyright Ridehesten.com

Tirsdag den 2. marts meddelte FEI at de havde besluttet at aflyse stævner i 10 europæiske lande i marts måned, og kun enkelte stævner, som allerede var i gang, fik lov til at køre videre.

Et af de stævner var Sunshine Tour i spanske Vejer de la Frontera, hvor formålet med ikke at lukke stævnet med det samme, var så at alle heste ikke forlod stævnepladsen med det samme. Samtidig dannede man en såkaldt bobbel på stævnepladsen, hvor ingen nye heste eller ryttere fik adgang. Forudsætningen for at lade stævnet køre videre, var selvfølgelig at der ingen tilfælde herpes var.

Blot to dage senere, torsdag den 4. marts, meddelte arrangørerne af Sunshine Tour at stævnet ville  blive aflyst når søndagens klasser den 7. marts var færdige, da en hest udviste symptomer på herpesvirus. Fredag den 5. marts viste endnu en hest tegn på at være smittet med EHV-1 og stævnet blev derfor aflyst med det samme. Begge heste blev straks isoleret fra de resterende da de udviste symptomer. Det fik flere til at flygte fra stævnepladsen som man kan læse mere om HER.

I onsdags kunne det svenske medie Ridsport så berette om at det samlede antal af positive heste som har deltaget ved Sunshine Tour er oppe på ti. Den første hest som viste symptomer med feber og senere neurologiske symptomer blev den 4. marts testet negativ for EHV-1, men i følge FEI var resultatet af prøven ufuldstændigt og det kan derfor ikke siges med sikkerhed om den negative test virkelig var negativ. 

Nu er flere heste som er hjemvendt fra stævnet blevet testet positive, blandt andet har den australske rytter Amy Graham som til dagligt bor i Frankrig, offentliggjort at seks af hendes otte heste er testet positiv med hjemkomsten. Tre heste i Belgien hos Stephex Stables  som ligeledes har været i Vejer de la Frontera er også testet positiv ved hjemkomsten. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner