Thomas Bach Jensen
Det var Josefine Dahl Hoffmann og den 17-årige Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup), der i gårsdagens første kvalifikation havde lagt sig i spidsen af konkurrencen foran Victoria E. Vallentin. I dag gjaldt det Kür, og her red Josefine Dahl Hoffmann red på banen som sidste rytter, der med et særdeles godt ridt kunne sikre sig guldet.
Hun og Anna Kasprzaks tidligere UVM-vinder (med Andreas Helgstrand) leverede et rigtig flot ridt, men nogle småfejl kostede dem mesterskab, og da de red af banen og havde fået deres resultat, stod det klart, at guldet i dag gik til deres nærmeste konkurrent, Victoria E. Vallentin og hesten Brooklyn. Sidste år vandt Victoria og Brooklyn sølv, mens Josefine og Driver vandt bronze. I år rykkede de begge en karat op. Bronzemedaljen gik velfortjent til Sandra Aagaard Hyrm og Heslegård's Rismon e. Heslegård's Rubin/ Heslegård's Louis (opdr. Heslegård).
Victoria E. Vallentin var lykkelig for at kunne tilføje et U25-danmarksmesterskab til sine mange meritter. Hun fik for nogle år siden hesten Brooklyn i ridning for dens russiske ejer, der skrev til Victoria, at han ønskede at få sin hest i ridning hos ham, og det fik de arrangeret. Victorias arbejde med hesten har båret frugt, men hun har endnu til gode møde Brooklyns ejer.
– Det er mega dejligt at det lykkedes i dag, og det er jeg rigtig stolt over. Uden nogen særlig stævneoptakt har det været lidt anderledes og lidt svært at vide, hvor man står, fortæller Victoria Vallentin, der er stolt over at kunne tilføje en dansmarksmesterskabstitel sammen med Brooklyn, som hun selv har færdiguddannet.