Lene Ladegaard Larsen
Mia Hastrup på Constantin M e. Concetto/Gardeulan II leverede en pæn runde på springbanen til EM i military i dag. Desværre blev det til 8 fejl for den eneste danske ekvipage, som sluttede på en 34.-plads ud af 71 startende.
– Jeg havde på forhånd sat mig for, at vi gik efter at ride fejlfrit. Jeg er lidt ærgerlig over den ene af nedrivningerne, som vi ikke burde have haft. Men inden jeg red ind, sagde jeg, at alt under 8 fejl er godkendt, så jeg er egentligt godt tilfreds, fortæller Mia Hastrup.
Constantin M nåede inden for tidsgrænsen på springbanen, hvilket ikke var tilfældet på terrænbanen i går.
– Constantin var overraskende frisk i dag. Han skulle lige i gang, men taget i betragtning af, hvor træt han var i går, er jeg positivt overrasket, fortæller hun.
Constantin M får ro – Mia kører videre i uændret tempo
Mia og Constantin M har ikke haft en optimal forberedelse forud for EM i Luhmühlen. Tidligere på sæsonen pådrog skimlen sig en foldskade, som medførte, at de helt frem til juli blot lå og travede.
Derfor var der ingen tvivl i Mias svar på, hvad der venter vallakken, når den lander hjemme på gården.
– Constantin skal hjem og slappe af i 14 dage og kun ud på lidt skridtture. Han skal have lov til at restituere, fortæller hun.
Restitution er dog udelukkende forbeholdt hesten. Selv skal Mia have klaret de sidste forberedelser med sine to yngre heste, Shjabrina e. Grafenstolz/Blue Hors Hertug (opdr. Mia Hastrup) og DV-hesten Continue de vision e. Contendro I/Miner's Lamp xx (opdr. Vivian Mary Ryslinge), som hun deltager i det 4*militarystævne i polske Sopot med.
Ingrid Klimke forsvarede EM-titlen
Den forsvarende europamester Ingrid Klimke på den 15 årige oldenborger vallak, SAP Hale Bob, e. Helikon xx/ Noble Champion lå forud for springningen bag landsmanden Michael Jung på fischerChipmunk e. Contendo I/Heraldik xx.
Med en fejlfri runde og i alt 22.20 strafpoint lagde Ingrid Klimke maksimalt pres på Michael Jung, som skulle ride fejlfrit for at sikre sig guldmedaljen.
Han kunne dog ikke gentage sin tyske kollegas præstation og måtte tage til takke med en individuel sølvmedalje, da han fik fire fejl og endte på 24.9 strafpoint.
Tysk overlegenhed i holdkonkurrencen
Tyskland lagde klar afstand til de andre nationer efter dressuren. Efter terrændelen formåede de ligeledes at fastholde deres position, og i dag sikrede de sig overlegent guldmedaljen med i alt 82.5 strafpoint. Sølvet gik til England med 104.8 strafpoint tæt forfulgt af Sverige på bronzepladsen med 105.1 strafpoint.
Se resultatlisten individuelt og for hold