Lene Ladegaard Larsen
Mia Hastrup og Constantin M e. Concetto/Gardeulan II fik en fin start på EM i military med et godt dressurprogram, der blev bedømt til 65,76% (34.2 strafpoint). I et stærkt felt, hvor tyske Michael Jung lagde sig i front med 79,1% (20.9 strafpoint) på fischerChipmunk e. Contendo I/Heraldik XX og landsmanden Ingrid Klimke indtog andenpladsen med 77,85% (22.2 strafpoint) på SAP Hale Bob e. Helikon XX/ Noble Champion rakte Mia Hastrups ridt til en 34.-plads ud af 71 starter.
Terrænridtet er Constantins styrke
I morgen venter 26 forhindringer fordelt på 5790 meter, som bl.a. omfatter to forskellige vandområder. Ifølge Michael Jung ligger udfordringen ikke i de enkelte forhindringers design, men i linjerne mellem springene. Mia Hastrup deler hans syn på banen:
– Terrænbanen er Constantins ting. Jeg tror, det kan blive et rigtigt godt ridt. Banen er dog ikke let, for det er jo et EM, og jeg er meget opmærksom på linjerne, da 10 cm kan gøre forskellen, siger hun.
Ingen forventning til fejlfri tid
Vejen til EM i Luhmühlen har for den eneste danske ekvipage ikke været uden bump. I den tidlige sæson pådrog Constantin M sig en foldskade, som har medført ekstra fokus på konditionstræning forud for EM.
– Han plejer at være rigtig hurtig. Vi har dog redet for lidt på dette niveau i år til at jeg kan forvente en fejlfri tid, siger Mia Hastrup.
Med 32 grader kan varmen også komme til at spille en rolle på den lange rute. Mia er dog godt forberedt, da hun allerede i begyndelsen af ugen valgte at klippe vallakken for at give den de bedste forudsætninger i de høje temperaturer.
Tyskerne fører holdkonkurrencen suverænt
I holdkonkurrencen har værtsnationen Tyskland lagt sig klart i front efter dressurdelen med en samlet score på 68.9 strafpoint. Andenpladsen indtager Storbritannien med sammenlagt 85.7 strafpoint efterfulgt af Belgien med 90.9 strafpoint.
Terrænridningen starter lørdag kl. 10, og Mia Hastrup har starttid kl. 12.52.
Livestreaming via betalingskanalen FEI TV.