Charlotte Kusk Berwald
Med begrundelserne "samfundsvæsentlig interesse" og "dyrevelfærd" har Retten i Aalborg i dag slået fast, at TV2 gerne må vise de optagelser, som de skaffede sig via en såkaldt muldvarp – en nyansat hestepasser hos Helgstrand Dressage, som i virkeligheden var en udsendt journalist fra TV2.
Andreas Helgstrand har forsøgt at få udsendelserne stoppet ved at få nedlagt et fogedforbud, men dette har retten i Aalborg i dag afvist.
Ifølge Nordjyske viser de optagelser, som skal indgå i to afsnit om Andreas Helgstrand og Helgstrand Dressage i tv-programmet Operation X på TV2 senere på året, træningsmetoder, der er et brud på de dyreetiske regler.
TV2 er tilfreds
– Vi er tilfredse med at retten ikke nedlagde fogedforbud, og vi vil nu arbejde videre med vores udsendelser, fortæller Michael Nørgård, der er redaktionschef på TV2 Dokumentar. Hvornår afsnittene af Operation X får premiere, vil tv-stationen endnu ikke løfte sløret for.