Thilde Alsing
Den svenske springrytter, Douglas Lindelöw, bliver nu anklaget for mishandling af sine heste af flere af sine tidligere grooms. Det skriver Equnews International i dag, der modsat det svenske magasin Sportbladet sætter navn på rytteren.
Ifølge Equnews International kan det bekræftes gennem flere kilder, at der er tale om den svenske rytter Douglas Lindelöw. Fem grooms, der tidligere har arbejdet for Lindelöw, anklager rytteren for mishandling, og de har i den forbindelse indsamlet billede- og videomateriale som dokumentation.
Billede- og videomaterialet skulle angiveligt afsløre, at Lindelöw har problemer med at styre sin frustration, som han ofte lader gå ud over hestene. Det beskrives også, at Lindelöw skulle straffe sine heste, hvis resultaterne ikke var tilfredsstillende.
Blandt et af eksemplerne på mishandling beskrives det, at Lindelöw skulle have kastet en hammer imod en hest, fordi den ikke ville stå stille. Ifølge en tidligere groom, der blot går under navnet "Anna", skulle hesten dog ikke være kommet til skade ved hændelsen.
Den 33-årige rytter vandt i 2017 sølv ved europamesterskaberne, ligesom han også er et velkendt navn på de internationale stævnebaner. Douglas Lindelöw deltog i sidste uge ved springstævnet i Herning i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring.
Lindelöw har selv kommenteret på anklagerne i et interview med Sportbladet, hvor han understreger:
– Ingen myndigheder har i de seneste år modtaget klager omkring den påståede afstraffelse af hestene. Derudover bliver mine heste passet ekstremt godt og modtager mere end rigelige mængder foder.
Det svenske rideforbund har dog imidlertid suspenderet rytteren, dog uden af navngive ham. Suspenderingen betyder, at Lindelöw ikke kan deltage i nationale og internationale stævner. Svenska Ridsportförbundet skriver i den forbindelse:
– Vores sport handler om hesten, og kærlighed til hestene er det, der betyder noget! Enhver handling der strider imod denne opfattelse må straffes.
Lindelöw blev tilbage i 2015 også suspenderet af forbundet på en periode på to måneder, efter han til et stævne havde behandlet en hest på en måde, der var i konflikt med rideforbundets regler. Rytteren appellerede dog dommen, som herefter blev ophævet.