Anna Pørtner
Verdensmesteren og avlshingsten Proud James e. Jameson RS2/ Variant fortsætter sin avlskarriere i Danmark hos Helgstrand Dressage efter et succesfuldt ophold hos Helgstrands tyske samarbejdspartner, Isabell Werth, der i går viste ham flot frem til åbent hus og hingstefremvisning med over 1500 besøgende.
Samtidig med at den skimlede hingst vender retur til Danmark, er det nu offentliggjort, at den britiske toprytter Annabella Pidgley, der til dagligt har sin gang hos Helgstrand Dressage i Danmark og danner par med Alexander Yde Helgstrand, har købt en ejerandel på 50% af hingsten.
Proud James har allerede markeret sig som en af verdens mest benyttede avlshingste, samtidig med at han har vist exceptionelle kvaliteter til topsporten. I 2025 vandt Proud James verdensmesterskabet for 5-års heste med Helgstrand Dressage-rytteren Mette Sejbjerg Jensen i sadlen.
Annabella Pidgley er blandt de største unge profiler i international dressursport. Gennem sin ungdomskarriere har hun opnået stor succes med flere mesterskabsmedaljer, herunder titlerne som europamester for Young Riders og U25. Annabella blev også udtaget til bruttotruppen til OL i Paris som blot 20-årig.
Senest vandt hun bronze ved U25-europamesterskaberne i 2025. I 2026 har hun haft mange stærke starter ved internationale 5-stjernede seniorstævner, blandt andet ved World Cup-kvalifikationen i Neumünster. Med flere talentfulde heste på vej op ser Annabella et stort potentiale i Proud James som en fremtidig Grand Prix-hest for hende.
– Proud James er stadig kun 6 år gammel og ekstremt talentfuld. Vi tager én dag ad gangen, men verdensmesterskaberne er naturligvis et vigtigt mål for ham. Først skal vi have ham tilbage til Danmark efter hingsteshowet hos Isabell Werth, inden han senere i maj skal gå udtagelsesstævne til verdensmesterskabet i Holland, udtaler teamet bag partnerskabet.
Annabella Pidgley bekræfter derudover til Ridehesten, at det er meningen, at hun skal overtage tøjlerne på den talentfulde verdensmester på sigt.
Hos Helgstrand Dressage er der også stor begejstring for, at hingsten fortsat vil være tilgængelig for stationens mange hopper, samtidig med at ambitionerne for sporten nu styrkes yderligere gennem partnerskabet med Annabella Pidgley. Fokus bliver at udvikle ham mod Grand Prix-niveau som det langsigtede mål.