Marie Helene Rigård Rohleder
Om en lille uges tid bliver sulkyerne atter spændt for de danske travheste, når travløbene for de professionelle kuske får lov at trave afsted igen.
Syv travløb med maksimalt ti heste i hvert løb bliver afviklet på væddeløbsbanen Racing Arena Aalborg mandag d. 20 april.
– Det er den erhvervsmæssige del af væddeløbssporten, som vi langsomt begynder at åbne op for igen. Det betyder, at det kun er de professionelle kuske og jockeyer, altså dem som har sporten som erhverv, der må starte løb, siger Lindhardt Jensen, som er bestyrelsesformand for Dansk Travsports Centralforbund til Ridehesten.com.
– Vi mener, at vi godt kan afvikle løb på en forsvarlig måde, hvor vi tager hensyns til myndighedernes påbud og anbefalinger vedrørende erhvervsmæssig virksomhedsdrift, siger Lindhardt Jensen.
Men hvis man som trofast publikum på de danske travbaner havde glædet sig til endelig at komme ud og være "rækværkskusk", så må man gå slukøret hjem og se løbene på tv i stedet.
Racing Arena Aalborg holder nemlig lukket for publikum, og væddeløbsbanens restaurant og cafe holder fortsat lukket til løbsdagen d. 20 april.
Ud fra et forsigtighedsprincip har løbsafvikling været indstillet siden den 9. marts, men nu vurderer Dansk Travsports Centralforbund, at de kan afvikle travløb igen på en forsvarlig måde.
– Væddeløbsbanen i Aalborg har så stort et areal, at man sagtens kan holde to meters afstand til hinanden. Vi har hyret sikkerhedsvagter, som skal sørge for, at der maksimalt er ti personer i hver stald, og at der kun kommer personer ind på banens areal, som har et gyldigt adgangskort, fortæller Lindhardt Jensen.
Der er også lavet restriktioner i forhold til, hvor meget staldpersonale hver travkusk må medbringe. Eksempelvis hvis man har én travhest til start, må man medbringe en staldmedarbejder, og hvis man har tre heste til start, må man tage to staldhjælpere med.
Der er stadigvæk professionelle kuske fra hele landet, som må stille til start. At amatørkuske og -ryttere ikke kan deltage skyldes myndighedernes anbefaling af, at al sports- og fritidsaktivitet indstilles indtil den 10. maj
Ridehesten.com har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen omkring deres holdning til, at væddeløbssporten afvikler løb igen. Sundhedsstyrelsen henviser til deres generelle retningslinjer omkring at holde afstand, vaske hænder osv. Læs de anbefalede retningslinjer her.