Thomas Bach Jensen
Den verdenskendste avlshingst og dressurhest Totilas e. Gribaldi / Glendale, der er tidligere verdensmester under hollandske Edward Gal, uddannes fortsat af tyske Matthias Alexander Rath, der er stedsøn af hingstens medejer, Ann-Kathrin Linsenhoff. Tyske medier løfter sløret for, at ekvipagens næste start vil blive det prestigefyldte CHIO Aachen, hvor de tidligere har haft bragende succes.
I stævneåret 2012 startede ekvipagen flot ud med sejrsgang ved CDI Hagen, men snart skulle det vise sig, at det tyske OL-håb var ude af kampen om en plads på holdet til London. Matthias fik i forsommeren kyssesyge (mononucleosis) og har siden ikke startet Totilas ved noget CDI. Det betyder, at ekvipagen er på vej til at glide ud af FEI's rangliste, da resultater kun tæller i 12 måneder.
Det har indtil videre været forventet, at CDI Hagen (Horses and Dreams) skulle være ekvipagens førte CDI igen i 2013, da stævnet afholdes af Ulrik Kasselmann, der er forretningspartner med Totilas' medejer Paul Schockemöhle, men det forlyder altså, at det længe ventede stævne-comeback bliver i Aachen i slutningen af juni måned.
28-årige Matthias A. Rath har ikke opnået den samme succes med den hollandske hingst som dens tidligere rytter Edward Gal. Måske derfor begyndte han sidste år at træne hos det hollandske dressurikon Sjef Janssen. Ekvipagens overordnede mål er OL i Rio de Janeiro, når Totilas er 16 år.
Læs også Ridehesten.com's engelske nyhed Matthias Rath rocked the house.