Tophest til Cathrine Laudrup-Dufour

17-10-2023 09:18

Cathrine Laudrup-Dufour har overtaget britiske Emma Blundells Freestyle, der tidligere har vundet WEG-holdbronze såvel som individuel bronze med Charlotte Dujardin i sadlen. Det giver den danske dressurstjerne nye perspektiver frem mod OL 2024 i Paris

Nyheden fortsætter efter annoncen

Danmarks mest vindende dressurrytter og en del af det danske guldvindende VM-hold, Cathrine Laudrup-Dufour, afgav sidste år begge sine internationale Grand Prix-heste, Bohemian og Vamos Amigos. Hun har sidenhen været optaget af at uddanne sine yngre talenter og heriblandt Vividus QRE, som her i efteråret har debuteret i Grand Prix.

I mellemtiden er en international Grand Prix-hest med uanet kapacitet blevet en del af Cathrines kollektion, nemlig den 14-årige hannoveranerhoppe Mount St John Freestyle, der allerede har været blandt de bedste i verden under sin tidligere rytter, Charlotte Dujardin.

Det var danske Lone Bøegh Henriksen, der i forbindelse med salg af Vitalis-sønnen HP Viard til Cathrine Laudrup-Dufour nævnte, at hun kunne se et godt match mellem den danske toprytter og den britiskejede hoppe, som tilhørte en god ven. Der skulle gå adskillige måneder, før alt faldt på plads, og i august måned ankom Freestyle til Laudrup-Dufours stald i Fredensborg.

Copyright Ridehesten.com
Freestyle under Charlotte Dujardin ved CDI4* Hagen i 2021. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det er Cathrines fælles selskab med sine samarbejdspartnere igennem mange år, familien Zinglersen, der har købt halvpart i hoppen.

For mig er dette en utrolig mulighed, og jeg er taknemmelig for, at familien Zinglersen ønsker at støtte mig i sporten på dette niveau gennem vores fælles selskab. Det er en drøm, der går i opfyldelse, og fra det første minut, jeg sad på Freestyle, klikkede vi. Hun er helt enestående, og takket være Charlotte Dujardin og Emma Blundells fantastiske træning har det været en fornøjelse at overtage tøjlerne. For mig er hun hoppe-versionen af Cassidy: et hjerte af guld, utrolig arbejdsmoral og endnu mere kvalitet end Cassy. Jeg føler mig heldig over at være med i opløbet til Paris, udtaler Cathrine.

Britiske Emma Blundell, der driver stutteriet Mount St. John Equestrian i Felixkirk, har ejet og kendt Freestyle fra føl. Hun fortæller:

 – Freestyle er vores livs hest, og det er umuligt at sætte ord på hendes helt specielle karakter. Vi var knuste, da hun missede OL i Tokyo 2021, men det har været fantastisk at have hende hjemme i det sidste par år, hvor hun har lavet fremtidige føl via embryo transfer og samtidig lært mig at ride Grand Prix. Vi er dog på ingen måde i tvivl om, at hun hører til i den absolutte topsport, og det har altid været vores drøm at se hende ved et OL. Derfor kunne vi ikke være gladere for at have fundet det ultimative match i Cathrine, som er en af verdens bedste ryttere. Hun var den første til at prøve Freestyle, de klikkede med det samme, og på meget kort tid har de etableret et utroligt partnerskab. Vi ønsker dem al held og lykke i verden for deres fremtid sammen, fortæller Emma Blundell.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour tror på, at Freestyle kan vinde internationale medaljer igen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

En helt særlig historie

Emma Blundell købte for 14 år siden på en følauktion i hannoveranerforbundet hoppeføllet Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall, som var hendes første indkøb til det nyopstartede stutteri. Hendes avl er primært baseret på konkurrencehopper, og Freestyle skulle således også bevise sit værd i avlen. Emma red selv hoppen i unghesteklasser for 4- og 5-års, indtil Freestyle i starten af 2015 flyttede Carl Hesters stald for at blive redet af Charlotte Dujardin.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den nye ekvipage vandt først det britiske unghestechampionat for 6-års heste og det britiske mesterskab op igennem M-klasserne til lilletur. I 2018 var Freestyle som 9-årig klar til sin nationale Grand Prix-debut i Hartpury, og allerede tre uger senere blev det til international Grand Prix-debut i hollandske Nieuw- en Sint Joosland, hvor parret vandt med 75,152% og fortsatte deres sejrstogt til Windsor, Bolesworth og Hartpury.

Samme når som Freestyles nationale og internationale Grand Prix-debut blev hun og Charlotte Dujardin udtaget til det britiske hold til WEG 2018 i Tryon. Holdet vandt bronze, og efter en individuel femteplads med 77,764% i Grand Prix for Dujardin og Freestyle kunne de i Grand Prix Special med 81,4489% sikre individuel bronze.

Copyright Ridehesten.com
Den betagende hoppe Freestyle har nu fået en ny dansepartner. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Freestyle fik en velfortjent lang stævnepause efter Tryon og sås først igen i konkurrence, da udendørssæsonen 2019 åbnede, og Dujardin gik efter en plads på holdet til europamesterskabet i Rotterdam. Ekvipagen viste topform og var en klar medaljekandidat ved EM, men blev diskvalificeret i Grand Prixen, da der ved udstyrskontrollen viste sig blod fra sporen på hoppens flanke.

Næste fokuspunkt for Dujardin og Freestyle var World Cup-turneringen, og parret var til dato ubesejret ved CDI-stævner, og de blev i deres karriere frem til 2021 aldrig placeret lavere end nr. 2 ved et CDI-stævne. I World Cup-kvalifikationerne blev det bl.a. til sejr foran hjemmepublikummet i London Olympia, og i Amsterdam blevet til personlig rekord i Grand Prix Kür med 89,505% – om end de blev slået af Isabell Werth og Weihegold.

World Cup-finalen i 2020 blev aflyst, men parret var tilbage på toppen ved CDI Keysoe i oktober, og i december vandt de det britiske dressurmesterskab 2020.

I 2021 blev Freestyle nr. 2 i Grand Prixen efter Dalera ved CDI Hagen og vandt Grand Prix Special. Samtidig promoverede Dujardin sin nye hest Gio frem mod OL 2021. Hun valgte Gio til OL i Tokyo og kom aldrig tilbage på stævnebanerne med Freestyle.

Grand Prix-debut på trense

Emma Blundell afsluttede samarbejdet med Charlotte Dujardin, og Freestyle kom hjem til Mount St. John på en lang ferie og for at lave flere afkom via embryo transfer. Hoppen blev langsomt startet op med masser af rideture i naturen og kom stille og roligt tilbage i fuld form. I 2022 udtalte Blundell, at hendes drøm var at se Freestyle tilbage i topsporten med Paris som det ultimative mål.

Selv om hun aldrig selv har redet på så højt et niveau, så red Emma Blundell selv Freestyle og red alle Grand Prix-øvelser i træning derhjemme og kaldte Freestyle for den sødeste og venligste lærehest, man kan forestille sig. Faktisk debuterede Blundell i Grand Prix på Freestyle (på trense) med over 74,14%. Hun lagde dog aldrig skjul på, at hun ikke selv er OL-rytter, og at hun gerne så Freestyle under den toprytter, som hun fortjener.

Denne video viser Freestyle og Emma Blundell under Mount St Johns åbent hus-arrangementer i sommer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner