To nye heste på Forårsauktionen

08-03-2016 12:07

Dansk Varmblods auktionsudvalg kan nu byde på endnu to heste i kollektionen til Forårsauktionen den 19. marts. Det drejer sig om en 3-årig springhingst og en 5-årig dressurvallak, og så er der kommet video af hingsten Strandagergårds Faustino

 

Auktionskollektionen bliver udvidet med to heste, nemlig Fürsten-Welt og Frontier Ask, der begge kommer på Forårsauktionen.

Frontier Ask e. Favorit Ask/ Caretino (opdr. Stutteri Ask) er udtaget til hingstekåringen i år og er helbror til Florett Ask, der er kvalificeret til Unghestechampionatet 2016 med absolut højeste score på 950. Moderen er ikke blot mor til S-hesten Chacom Ask, men er også selv S-hest og har gået EM under Lars Pedersen. Mormoderen er helsøster til hingste Silvano og halvsøster til hingsten Aljano.

Den 5-årige sorte dressurperle Fürsten-Welt e. Fürstenball/ Weltjunge (opdr. Heima Poulsen) beskrives som en velrejst, storrammet og udtryksfuld dressurhest med tre smidige og rummelige gangarter samt god ridelighed. Han er trukket på gennemavlet dressurblod, hvor moderen er bronzemedaljehoppe og mor til B-hesten i dressur De-Nice.

Der har indtil nu ikke været en video tilgængelig af den dressurbetonede hingstekandidat Strandagergårds Faustino e. Fürstenball/ Sam-Sam (opdr. Jens Jørgen Abildskov), hvis mor elitehoppen Shania Gravvænge også er mormor til det hidtil dyreste auktionsføl i Dansk Varmblod, Strandagergårds Scirocco. Auktionsudvalget meddeler, at der nu også er video tilgængelig af Strandagergårds Faustino.

Se auktionskollektionen HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner