Anna Pørtner
Dansk Varmblod afvikler to forbesigtigelser af unghingste. Den første fandt sted søndag den 8. december på Riders Cup, og den næste – og sidste – finder sted her lige op til jul, nemlig på onsdag den 18. december på Vilhelmsborg. Formålet med forbesigtigelserne er udtagelse af unge, talentfulde hingste til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, der løber af stablen den 5.-9. marts 2025.
Dagen starter klokken 09.30 med de unge springbetonede hingste, hvor der på onsdag er hele 17 hingste tilmeldt. Her starter de med at blive løsspringet, hvorefter de 7-års springhingste skal fremvises under rytter. Efterfølgende skal springhingstene fremvises på fast bund og afslutningsvis longeres. De springbetonede hingste bedømmes, ligesom på Riders Cup, af bedømmelseskommissionen for springning, Signe Wiese, Johnny Hansen, Bo K. Møller og Allan Blomgren.
Der etableres en lukket løbegang sammen med løsspringningsbanen.
Efter frokost er det tid til, at de dressurbetonede hingste skal forbesigtiges. På onsdag er der hele 35 dressurbetonede hingste tilmeldt på Vilhelmsborg. De dressurbetonede hingste bedømmes ligeledes af dommerkommissionen fra Riders Cup, Vicky Nortvig, Bjarne Nielsen, Johnny Sørensen og Rune Willum. For de dressurbetonede hingste starter de med at blive fremvist løst, herunder vises de under rytter, hvis de skal det. Efterfølgende skal dressurhingstene på fast bund og afslutningsvis longeres.
Der etableres en 20 x 40 meter bane med to øer. Alle hingstene vises enkeltvist løse (ca. 4 min pr. hingst).
Når en hingst fremstilles til forbesigtigelse, er der nogle regler, som hingsten skal leve op til. Hingsten skal blandt andet være fyldt 2,5 år, og opfylde nogle afstamningsmæssige krav, for at kunne blive forbesigtet. Når hingsten meldes til forbesigtigelse tjekkes det, om afstamningen opfylder reglerne for kåring af hingste. For at en afstemning kan godkendes, kræves mindst kåring i fire fulde led fra Dansk Varmblod eller tilsvarende anerkendt ridehesteavlsforbund. Derudover skal hingstens mor og mormor være kåret i DH eller DS.
Derudover skal avlshingste være fri for arvelige defekter, så hvis hingsten bliver udtaget til Hingstekåringen i Herning er det vigtigt, at den skal kunne godkendes veterinært samt være fri for arvelige defekter for at kunne opnå kåring. Det der især undersøges ved varmblodshingstene er arvelige sygdomme i kønsorganerne såsom drejede testikler, klaphingst, arvelige sygdomme i åndedrætsorganerne, f.eks. strubepibning, adfærdsforstyrrelser såsom væver eller krybbebidning samt arvelige sygdomme i lemmerne, såsom OCD.
Til sidst skal alle de hingste, der går videre til kåringen foreligge en test for FFS, som står for Fragile Foal Syndrome, som er en arvelig bindevævsdefekt. Alle hingste, der tilmeldes hingstelisten, skal være testet for FFS og bærer-status skal oplyses. Hingsten kan ikke tilmeldes, før FFS-status er kendt.
På onsdag er det altså den sidste forbesigtigelse, der finder sted i Jylland på Vilhelmsborg, inden vi endeligt ved, hvilke hingste, der skal til Hingstekåring i Herning.