Pastelfarvede paraplyer og paillet-overload

02-03-2019 18:21

Med stor energi og entusiasme i stemmen, fortæller Lene Midtgaard (Odder) fra Dansk Varmblods Gallashowudvalg, at der i de sidste dage op mod Hingstekåringen i Herning er travlhed og tryk på for at nå at blive færdig med de kostumer, der skal bruges til årets gallashow

Copyright Ridehesten.com
Her er det stuepigerne fra Badetullet, der fører an i gallashowet.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Toprytterner er med, og de glæder sig til at møde deres fans til The Greatest Show, som gallashowet, der afholdes fredag og lørdag aften under Dansk Varmblods Hingstekåring 2019, hedder. Det er tid til at finde festhumøret frem og komme ind i kampen, for alt tegner til, at årets gallashow bliver magisk og fuldstændig uforglemmeligt.

 

Altid et show på hestens præmisser

Heldigvis går det efter planen, og der er endda overskud til at løse de udfordringer, der som regel melder sig spontant, når man laver et show, hvor levende dyr er involveret, fortæller Lene Midtgaard, der er ansvarlig for, at de gennemsnitligt 70 kostumer, der skal bruges til ryttere og heste lørdag aften er klar, når The Greatest Show går i luften.

– Det hele foregår på hestenes præmisser, så hvis det under generalprøven viser sig, at en hest eksempelvis ikke kan håndtere 12 dansere og en knitrende lakjakke, så ændrer vi på showet, så hesten kan være med, siger Lene Midtgaard.

Det er blandt andet én af grundende til, at rytterne har tillid til, at de kan komme med deres topheste og ride til gallashowet. De ved, at vi tager hensyn til hestene før alt andet, fortæller Lene Midtgaard.

Copyright Ridehesten.com
Kostumier Lene Midtgaard.

Herning er det ypperste

Det udfordrende i at få heste og et fortryllende show til at gå op i en højere enhed, er dog en opgave, som Lene Midtgaard er helt vildt med.

– Herning er for mig det ypperligste inden for hesteverdenen, og da jeg efterhånden har haft fingrene i så mange forskellige nicher af ridesporten, har jeg fået et godt indblik i, hvad der sker på mange områder, siger Lene Midtgaard og fortsætter.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg har en kreativ hjerne, og jeg synes, det er mega sjovt at være en del af det fantastiske team, der skaber gallashowet, siger hun.

Faktisk er Lene Midtgaard slet ikke uddannet syerske, selvom det er hende, der siden 2005 har haft ansvar for kostumerne. Et afbud fra en syerske tæt på deadline sendte hende i Kvickly, hvor hun købte sin første symaskine for efterhånden en del år siden. Med foden på pedalen og hjernen på kreativt mode, fik Lene Midtgaard selv syet kostumerne færdige – og siden da har hun selv været en del af holdet, der sidder bag symaskinerne.

 

Paillettsunami og lakregnjakke i årets show

I år kan man se frem til, at der både er pailetter i tsunamier, dygtige ryttere og skønne heste til gallashowet The Greatest Show, som markerer 40-års jubilæet for Dansk Varmblods Hingstekåring.

Særligt ser Lene Midtgaard frem til et showindslag, hvor hun har været ude og skaffe 186 pastelfarvede paraplyer og regntøj til showets dansere. Derudover har hun syet en stilet Burberry-inspireret regnjakke i lakstof, som hun i øvrigt fortæller, var noget af et mas at få styr på, da sømmene skulle syes, fordi stoffet er så glat.

– Det er et gammelt show fra 1999, vi har nyfortolket, som jeg glæder mig rigtig meget til, siger Lene Midtgaard.

Noget af det, som glæder Lene Midtgaard er, at når gallashowudvalget ringer rundt til hingsteholdere og topryttere på eksempelvis Blue Hors, Helgstrand og Atterupgaard, så er rytterne med på den, og vil gerne deltage i showet.

– Rytterne er med på den i forhold til showet, og de vil gene have noget sjovt tøj på. Vi kan se, at også rytterne har en fest, når de er med i gallashowet, siger Lene Midtgaard afsluttende.

/DVHerning.

Copyright Ridehesten.com
Lene Midtgaard har i flere år været kvinden bag gallakostumerne ved hingstekåringen.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner