Anna Pørtner
Det er herningudvalget, der sammen med de ansatte på Dansk Varmblods sekretariat arbejder med at udvikle Dansk Varmblods Hingstekåring, og netop det udvalg indførte sidste år nogle betydelige ændringer i afviklingen, som der fastholdes ved dette års hingstekåring, som finder sted i uge 10 fra den 4.-8. marts 2026 i MCH Messecenter Herning.
Kåring af hingste i Hal M
Kåringen af hingstene bliver igen samlet i to haller: Krafft Arena M og Dansk Hesteforsikring Arena E. I praksis betyder det, at publikum kan komme til at overvære kåringen af hingstene - hele kåringsforløbet inklusiv løsvisning af dressurhingste og den festlige afslutning og præmiering søndag, ved køb af en messebillet.
Dansk Varmblods direktør Claus Hansen udtaler: – Vi var tilfredse med afviklingen af kåringsforløbet sidste år, hvor Krafft Arena M skabte en mere intim stemning omkring kåringen af hingstene - og mange fulgte fremvisningerne sidste år. Det gør også afviklingen mere overskuelig, når vores gæster ved, at vi har samlet det avlsfaglige ét sted.
Et spændende program i vente
Foruden det avlsfaglige, er tre arenaer i brug til konkurrencer, kåring og show: Jyske Bank Boxen, Krafft Arena M og Dansk Hesteforsikring Arena E, og så flyder arrangementet ud over de tre messehaller, hvor man kan gå på opdagelse i cirka 300 stande, følge foredrag og opleve clinics, eller tage en velfortjent pause ved en af de forskellige madboder.
Allerede onsdag åbner stævnet med konkurrenceklasser og unghestechampionat, og her er der gratis adgang til alle haller. Her vil det blandt andet være muligt at se unghestene i både spring og dressur, der for første gang skal vise sig frem under egen rytter. Det er også onsdag, at EY Cup for U25-springryttere bliver skudt i gang, ligesom den populære Krafft Tour of Amateurs.
Torsdag intensiveres programmet, hvor man blandt andet kan overvære de 5-stjernede dressurryttere træne i Jyske Bank Boxen. Det er også i Boxen, at den 3-stjernede Big Tour-springklasse løber af stablen torsdag, mens der i Krafft Arena M sættes gang i den 1-stjernede Prix St. Georges for dressurinteresserede. I Dansk Hesteforsikring Arena E byder torsdagen på både hingstekåring, springning og en spændende clinic.
Det er fredag og lørdag, der er de helt store trækplastre ved årets hingstekåring. Her kan man opleve 5-stjernet dressur, gallashow, Longines Ranking-springning, hingstekåring, championatsfinaler og meget mere. Lørdag samles et spændt publikum på lægterne, når der skal rides CDI5* Grand Prix Freestyle inden gallashowet skydes i gang.
Med andre ord - det er et spækket program, der venter for publikum i Herning. Du kan allerede nu købe din billet, så du er sikret en plads ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2026.