Nanna løb med sejren i 1-stjernet

09-03-2023 11:33

Trine Askjær-Jørgensen

I dagens første dressurklasse ved Dansk Varmblods Hingstekåring var 16 ekvipager til start. Sejren gik i sidste ende til en af de mere erfarne, nemlig Nanna Skodborg Merrald. På andenpladsen kom en anden rutineret, ung kvinde og på tredjepladsen en debutant

Nyheden fortsætter efter annoncen

På dressurfronten er torsdagen ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning blevet indledt med en 1-stjernet Prix Sct. Georges i Hal M. Her var 16 mere eller mindre rutinerede ekvipager, i disse sammenhænge, til start.

Klassen blev vundet af en af de meget rutinerede ryttere: Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Farrell e. Fürstenball/ Dacaprio. Den 12-årige avlshingst gik programmet med stor lethed og ynde, og der var ingen fejl, men gennemgående høj kvalitet hele vejen rundt. Det blev til 74,206% og en sikker sejr på trods af, at Farrell faktisk ikke har startet stævne siden Herning sidste år.

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak med Everian L. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Andenpladsen gik til Anna Kasprzak med Everian L e. Everdale/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard). Ekvipagen havde sidste år stor succes i 7-års programmerne, hvor de blandt andet deltog ved UVM i Ermelo og vandt finalen i DRF-championatet i dressur på Blue Hors.

Herefter var Anna ude at starte et par Prix Sct. Georges-klasser og en enkelt Intermediaire I på den 8-årige DV-vallak til landsstævne, inden turen i februar 2023 gik til internationalt stævne i Le Mans, Frankrig. Ved deres første internationale stævne sammen, blev det til to førstepladser i henholdsvis Prix Sct. Georges og Intermediaire I-kür samt en fjerdeplads i Intermediaire I.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag red ekvipagen endnu en flot tur til 73,676%, som medførte, at de strøg direkte ind på en foreløbig førsteplads. De måtte dog se sig slået af Nanna og Farrell, der red til godt 0,5% mere.

Copyright Ridehesten.com
Sophia Ludvigsen og Blue Hors Elliott. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Endnu en ung, dansk kvinde gjorde det godt i dagens første klasse og sneg sig ind i top-3. Den succesfulde ungrytter Sophia Ludvigsen havde sin debut på dette niveau, hvor hun med Blue Hors Elliott e. Blue Hors Erlando/ Blue Hors Romanov (opdr. Julianelyst ApS) red en flot og sikker runde, som resulterede i 71,882%.

Copyright Ridehesten.com
Sophie Lexner og Kingston. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Et par enkelte svenskere fik sig redet til top-5 placeringer. Sophie Lexner red Kingston e. Apache/ Diamond Hit til 71,823% og en fjerdeplads. Femtepladsen gik til den populære Instagrammer Carl Hedin, som også lever af at ride. Han red Davalerian e. Dante Weltino Old/ Vivaldi, i daglig tale Lucas, til lige præcis 1% mindre en landsfællen, nemlig 70,823%.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Carl Hedin og Davalerian. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner