Vallensbæk Rideklub får stor ros

27-05-2024 19:08

I weekenden var Vallensbæk Rideklub vært for deres første Danmarksmesterskab. Efter nogle begivenhedsrige dage, kan Vallensbæk Rideklub glæde sig over et meget vellykket stævne, der har fået stor ros

Copyright Ridehesten.com
De tre medaljetagere fra Danmarksmesterskabet hos Vallensbæk, Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Lone Bang Zindorff. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Efter nogle begivenhedsrige dage i det sjællandske hos Vallensbæk Rideklub med dressur i særdeles topklasse, kulminerede landsstævnet med et danmarksmesterskab til Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St. John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall. Selvom det var Vallensbæk Rideklubs første afvikling af danmarksmesterskaberne i dressur, har stævnet fået stor ros: – Stort tillykke til Vallensbæk med et fantastisk flot DM i dressur. Skønt med fyldte tilskuerpladser, så flot! Siger berider Jørgen Olsen

Det var ikke planen at afvikle DM hos Vallensbæk
Vejen til at afvikle et succesfuldt DM-stævne har krævet blod, sved og tårer, fortæller Henrik Jørgensen, formand for Vallensbæk Rideklub: – Sikke en rejse at være DM-arrangør. Da DM kom i udbud for 2024-sæsonen, var vi i både bestyrelsen og stævneudvalget i første gang enige om, at vi ikke ville byde ind på afholdelsen af dette års mesterskabsstævne. Vi havde nemlig allerede to store stævner i kalenderen, som ville kræve rigtig meget arbejde. Men sommetider er der ikke langt fra tanke til handling, og da de hos Vallensbæk i sidste øjeblik ombestemte sig, indsendte de blot få timer før ansøgningsfristen en 3-siders udførlig ansøgning: – Vi beskrev både baneforhold, parkeringsmuligheder, plads til tilskuere mm., da vi vidste, at stævnet ville kræve meget plads, fortæller Henrik. 

Copyright Ridehesten.com
Den smukke bane hos Vallensbæk Rideklub. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Danmarksmesterskab til Vallensbæk Rideklub
Vallensbæk Rideklub havde formået at skrive så udførlig en ansøgning, at de blev tildelt danmarksmesterskabet, og da begyndte de første rygter at florere. Havde DRF haft en underhåndsaftale med Vallensbæk om afholdelsen af stævnet? – Det var på ingen måde tilfældet, og vi blev virkelig skuffede over dette rygte, fortæller Henrik. Dog måtte rygtet og skuffelsen hurtigt fejes af vejen, for nu var der et danmarksmesterskab, der skulle planlægges: – Vi havde blot 5 måneder til at planlægge stævnet, så vi var faktisk bagud fra start, siger Henrik og fortsætter: – Det har været en hård men meget lærerig proces, at skulle planlægge et så stort stævne med så kort varsel. Det sværeste var dog, at vi ikke vidste, hvad vi kunne se frem til. Hvor mange ville komme til stævnet? Havde vi plads nok? 

Copyright Ridehesten.com
Tilskuerpladserne var fyldt. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Planlægning blev alfa og omega 
Vallensbæk Rideklub havde i forvejen to store stævner i kalenderen, og det i samarbejde med "Det Gode Landkøkken". Derfor hev arrangørerne fat i dem endnu en gang, og spurgte om de var klar på endnu en aftale, og det var de heldigvis: – Vi lavede en aftale om, at de stod for al cafeteria-drift og forplejning i VIP-teltet, og det er vi så glade for. Det er en opgave, vi på ingen måde selv ville kunne løfte, fortæller Henrik. Derudover inviterede Vallensbæk Anne Lütken og Niels Peter Schack-Eyber fra Broholm til et indledende møde, så de kunne få nogle gode råd fra erfarne kræfter.

Copyright Ridehesten.com
Opbakningen fra publikum var enorm. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Stor opbakning fra publikum
De seneste år har der ikke været taget entré til DM, men Vallensbæk havde besluttet sig for, at for at skaffe penge til de udgifter der opstår ved sådan et stævne, ville de i år forsøge at sælge billetter til DM. Anne og Niels Peter anbefalede at de satte billetter til salg online, og det viste sig at være en god idé: – Det var virkelig rart, at vi hele tiden kunne følge med i billetsalget, fortæller Henrik. En uge inden stævnet, var der solgt cirka 1000 billetter, men da stævnet nærmede sig, eksploderede salget: – Vi nåede op på i alt 2193 solgte billetter online, og med salget i indgangen, nåede vi nok op omkring 2500 betalende gæster på finaledagen. Det var helt fantastisk at opleve så mange mennesker, og folk holdt i kø helt ned af vejen for at komme ind at se DM, fortæller Henrik med et smil. 

Copyright Ridehesten.com
Vallensbæk Kommune har været en kæmpe stor opbakning, og er en af grundene til, at stævnet overhovedet blev en realitet. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Kæmpe støtte fra Vallensbæk Kommune og lokalområdet
Vallensbæk Kommune yder en kæmpe støtte til idræts- og foreningslivet. Vallensbæk Rideakademi er kommunalt ejet og drevet, hvor Vallensbæk Rideklub lejer sig ind. Det betyder, at rideklubben ikke skal betale for at låne Vallensbæk Rideakademi, hverken i hverdagen eller til afholdelse af stævner, så støtter kommunen yderligere i forbindelse med arrangementer: – Kommunen har, helt uden udgift for os, sat tribuner, cafeteria og VIP-telte samt over 60 bord-bænkesæt op, så vi kunne tilbyde cirka 750 siddepladser. Derudover er det også kommunen, der slår græsset samt beskærer buske og træer. Kommunens støtte er altafgørende for, at vi overhovedet bød ind på afholdelsen af DM-stævnet, fortæller Henrik. Et stort stævne som DM kræver selvfølgelig en masse hjælpere. Der var heldigvis stor opbakning at hente i lokalområdet, hvor flere hjælpere bød ind, tilføjer Henrik: – Især TREC-Danmark og vores naboklub Ishøj Sportsrideklub bød ind med mange hjælpere. Vi oplevede generelt stor opbakning, hvilket er helt fantastisk. 

Copyright Ridehesten.com
Vallensbæk Rideklub er væltet bagover af den store opbakning. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Tak er et fattigt ord
Vallensbæk Rideklub udtrykker deres store glæde for både opbakningen fra publikum, ryttere, grooms og hjælpere: – Vi er meget glade for den store opbakning omkring stævnet, og ikke mindst de mange sponsorer og publikummer. Denne opbakning skyldes det høje niveau vi har i dansk dressur. Så trods det hårde arbejde, er vi meget glade. Vi er glade for, at vi besluttede os for at afholde stævnet, og er meget taknemmelige over den store opbakning fra sponsorer, frivillige og publikum, afslutter Henrik. 

Copyright Ridehesten.com
Henrik Jørgensen er meget glad og taknemmelig for den store opbakning fra både hjælpere og publikum. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner