To fremtidsheste delte sejren (video)

14-10-2017 18:40

Britt Carlsen

Dommerne kunne ikke skille to heste fra hinanden i championatsfinalen for 4-års springheste, begge sprang så overbevisende, at dommerne gav dem topkarakter 8,7

Copyright Ridehesten.com
Først ude i konkurrencen i dag, og først da konkurrencen sluttede: beriderelev Maria Bjørnekjær Bennedsgaard og Chinett Ask.

Maria Bjørnekjær Bennedsgaard sneg sig lige akkurat med i finalen på Chinett Ask e. Ci Ci Senjor Ask (opdr. Stutteri Ask) Hun red på banen som første rytter, men det blev snart klart, at Chinett Ask sprang med overskud og forsigtighed og med et kraftfuldt afsæt. Det honorerede dommerne med 8,7 points.

For nogle af de unge heste havde de to foregående dages konkurrencer slidt på fysikken, og enkelte virkede ukoncentrerede og trætte, men det var absolut ikke tilfældet for Christian Jansens Rockmama e. Rockland (opdr. Rudie Telgenhof) hoppen sprang sikkert og brugte hele kroppen over springene, mens Christian Jansen holdt det perfekte grundtempo og rytme. Det udløste også 8,7 fra dommerne, og dermed havde vi to ligeplaceret til førstepladsen. Jan List Christensen købte Rockmama på Dansk Varmblods Elitefølauktion, og han kunne efter sejren bekræfte, at det er et køb som han er yderst tilfreds med. Begge vindere skal til Egnethedstest i Dansk Varmblod for, forhåbentlig at kvalificere sig til Unghestechampionatet i Herning til marts. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke Haastrup Christensen og Lugranda kom ind på tredjepladsen.

Myreflittige Rikke Haastrup Kristensen sluttede på hhv. 3. og 4. pladsen med Lugranda e. Luganer (opdr. Lene Brohus) og Contendra e. Contendro, og begge heste ser ud til at have så meget kapacitet, at de potentielt kan blive Rikke kommende topheste. 
Rasmine Laudrup fik stor ros for sin gennemridning af banen i dag på ambitiøse Nadal M, og det gav hende en delt fjerdeplads. 

Se hele resultatet HER

Læs meget mere om championatsfinalerne i magasinet Ridehestens november nummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner