Thomas Bach Jensen
På fredag starter Blue Horse Dressurfestival 2013 og dermed årets finale i Bundgaard Byg Cup. Ekvipagen, der har kvalificeret sig med flest point, Mai Tofte Olesen og Rustique, er i topform til finalen.
– Jeg glæder mig vildt til at ride et stævne i flotte omgivelser og med et stort publikum. Det smager lidt af internationalt, og det giver noget ekstra at ride for, når der er mange tilskuere, og det tror jeg der er på Blue Hors i weekenden, siger Mai Tofte Olesen.
Fra skræmt til stolt
Hun starter den 11-årge vallak Rustique e. Heslegård’s Rubin / Midt-West Ibi-Light (opdr. Anne Dueholm Nielsen), som hun købte sammen med Birgit Meister, da den var 8 år gammel. Det er en hest, der aldrig er blevet redet med pres, fordi den fra naturens side har så meget gålyst og overskud, og samtidig også er som en tikkende bombe. Derfor har han været ret vanskelig.
Han har særlig været bange for andre heste på opvarmningsbanen, men flere års kontinuerlig indsats sammen med træner Anne-Grethe Törnblad har gjort underværker. Anne-Grethe, som Mai rider hos på nittende år, har selv flere heste efter Heslegård’s Rubin og kender meget til deres typiske reaktionsmønster. Det har hjulpet Mai til at gøre Rustique meget mere stabil.
– Han er blevet en virkelig skøn hest. Han har nu antennerne ude på en mere positiv måde og går med mere stolthed. Hans force er hans overskud, så han er bedst på sidste stævnedag, hvor mange andre heste bliver matte, fortæller Mai.
God chance i finalen
Mai har i år valgt at starte alle tre kvalifikationer til Bundgaard Byg Cup, hvilket absolut ikke er et must, men det er en turnering, som hun holder meget af, og hun har været med lige fra starten, da den blev afviklet på Grand Prix-niveau. Ved kvalifikationen i Aalborg blev hun nr. 2, på Broholm blev det til en femteplads og på Heslegård vandt hun kvalifikationen. Man tager ingen point med til finalen, så alle ekvipager starter ud på lige fod.
– Der er en håndfuld rigtig gode ekvipager, der kan gøre sig gældende i toppen. Rustique og jeg har en god chance for at kunne vinde, men der skal helt sikkert rides fejlfrit og måske også lidt held til, for det er et godt finalefelt i år, fortæller Mai.
– Jeg har redet Bundgaard Byg Cup i mange år og har altid haft en god dialog med Jens Bundgaard. Jeg var ikke med sidste år, og derfor er det nu den første finale for mig, hvor Jens ikke er her længere. Det gør mig lidt ked af det. Til gengæld er det dejligt, at nye kræfter i firmaet fortsætter med at bakke om sporten, slutter Mai Tofte Olesen.
Stillingen for kvalifikationen til BBC 2013 kan ses HER
Læs alt om BBC 2013 HER
Avlsnoter:
Rustique e. Heslegård’s Rubin / Midt-West Ibi-Light (opdr. Anne Dueholm Nielsen) har i den videre afstamning World Record xx / Flamingo / Raimondo / Benevenuto xx og stammer tilbage til den gamle skimmelhoppe Sylvia DH 684, der dannede grundlag for den succesfulde avl hos Sven Christensen, Spandet, Ribe. Hoppestammen er videre udbredt bl.a. hos Karenagaarden, Anders Graulund, Stutteri Skovgaarden og Stutteri Frej. Stammen har produceret mange succesfulde rideheste, kårede hingste og medaljehopper, heriblandt guldmedaljehoppen Abildgaards Sans Logi e. Loran.