Tjek hestens helbred 1-2-3

17-06-2015 07:56

Hvad gør du, når du er ved at blive syg? Måske lægger du dig ned, tager en hovedpinepille eller går til lægen. Sådan er det ikke med hesten, for den er flugtdyr, så når den føler sig skidt tilpas, så lider den i stilhed frem for at tiltrække sig unødig opmærksomhed

Copyright Ridehesten.com
Man kan tjekke hestens puls på hver side af koden.

Derfor er det vores ansvar som hesteejere, at tjekke dens generelle helbredstilstand, så vi kan sætte ind med lindring og behandling i god tid, eller i det mindste give hesten en fridag fra træning.

Ifølge britiske Horse and Hound er der tre faktorer, du bør tjekke dagligt, og første skridt er at etablere, hvad der er normalt for netop din hest, da værdierne godt kan variere lidt fra hest til hest. Når du kender hestens normalværdier, så vil du lynhurtigt kunne spotte, når noget afviger.

1. Hestens vejrtrækning
Hvad er normalt? Ca. 10-18 gange i minuttet.
Hvordan tjekker jeg det?
- Se på hestens flanker, der bevæger sig let ind og ud. En vejrtrækning er en indånding + en udånding.
- Alternativt kan du se/mærke efter luft, der kommer ud af hestens næsebor.
- En sund hest i hvile har en stille, stabil vejrtrækning.
Læs evt. meget mere om hesten vejrtrækning i magasinet Ridehestens juninummer i artiklen ’De øvre luftveje’.

2. Hestens temperatur
Hvad er normalt? Mindre end 38,5°C.
Længerevarende højere temperatur associeres med infektion og betændelse et sted i hestens krop, og så bør du tilkalde dyrlægen. Er temperaturen kun kortvarigt forhøjet, så kan det evt. hænge sammen med træning eller overophedning, men forbliver temperaturen høj, så skal det tages alvorligt.
Hvordan tjekker jeg det?
- En rektal temperaturmåling er den mest nøjagtige og tages let med et digitalt termometer.
- Jo hyppigere man tager hesten temperatur, des lettere finder din hest sig i det – også når dyrlægen ønsker at tage hestens temperatur.

3. Hestens puls
Hvad er normalt? Mellem 30 og 36 slag i minutter.
Hestens puls påvirkes af smerte, chok, feber og træning. Hos nogle heste kan hvilepulsen være mellem 24 og 40 slag i minuttet, men er pulsen gennem længere tid over 60 slag i minuttet, så kan der være noget galt.
Hvordan tjekker jeg det?
- Pres to fingre, ikke din tommelfinger, inde under hestens kæbe, hvor den submandibulære arterie løber.
- Pulsen kan også mærkes på hver side af koden.
- Har man et stetoskop, hvilket kan være praktisk, så lægger man det på i gjordområdet på venstre side af hesten, lige bag den albue. Hver ‘lub-dub’-lyd er ét hjerteslag.
- Det er normalt for føl at have en højere puls og hyppigere vejrtrækning, for jo yngre hesten er, des hurtigere puls og vejrtrækning.

Kilde: Horse and Hound

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner