Tilmelding til UVM i dressur er åben

08-04-2025 06:40

Longines FEI/ WBFSH World Breeding Dressage Championships for Young Horses, nærmere kendt som UVM afholdes i 2025 fra den 6.-10. august i Verden, Tyskland. Hvis du kunne tænke dig at komme i betragtning til en plads, er tilmeldingen nu åben

Copyright Ridehesten.com
Nu har du mulighed for at blive en del af det danske hold, der tager til UVM i Verden. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Dansk Varmblod har haft stor succes ved UVM i dressur for 5-, 6- og 7-års heste de senere år. Dansk Varmblod har deltaget ved UVM fra begyndelsen i 90’erne. Den første medalje kom i hus i 2008, og siden er det blevet til i alt 22 medaljer. Sidste år kom den 12. guldmedalje i hus, da Quinn G. e. Quaterhit/ Fassbinder (opdr. Helene Geervliet) med Fiona Bigwood, vandt guld i holdet for 6-års heste, lige foran en anden DV-hest, Alkaline e. Secret/ Zalmiak Firfod (opdr. Anette Blangsted) redet af Merita Hagren.

UVM afvikles i et samarbejde mellem de to internationale organisationer for hhv. avl og sport, WBFSH og FEI. Herhjemme er Dansk Varmblod og Trakehnerforbundet i Danmark medlem af WBFSH, og derfor er det heste registreret i de to forbund, som Dansk Ride Forbund kan tilmelde verdensmesterskaberne.

Udtagelserne foregår som sidste år over to gange med to udtagelsesdage. Første udtagelse afholdes torsdag den 22. maj 2025 og fredag den 23. maj 2025 hos Randbøl Dressage Academy, Tørskindvej 70, 7183 Randbøl i forbindelse med Danmarksmesterskaberne i dressur.

Copyright Ridehesten.com
Alkaline ved UVM 2024 med Merita Hagren i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Ved første udtagelse rides der begge dage FEI’s alderssvarende indledende dressurprogram. Efter bedømmelse på andendagen (fredag) udtages der i hver årgang ekvipager, som indgår i en bruttotrup, som offentliggøres efter afslutning af hver årgang. Bruttotruppen skal ride/ fremvise igen ved anden udtagelse.

Anden udtagelse (for bruttotruppen) afholdes tirsdag den 1. juli 2025 og onsdag den 2. juli 2025 på Vilhelmsborg i Mårslet.

Tirsdag rides FEI’s indledende alderssvarende program og onsdag rides det aldersvarede finaleprogram. Om onsdagen, efter hver årgang, offentliggøres fire ekvipager, som skal repræsentere Dansk Varmblod eller Trakehnerforbundet ved verdensmesterskaberne. Der udtages desuden to reserver i hver årgang.

Ekvipagerne bedømmes og udtages af dressurdommer Gunilla Nyman, Birthe Lyder Nielsen og berider Jens Holm Kristensen.

Priser:

  • Hesteejere der er medlem af Dansk Varmblod: 0,- kr.
  • Hesteejere der IKKE er medlem af Dansk Varmblod: 500,- kr.
  • Gebyret dækker også evt. deltagelse ved anden udtagelse.

Tilmelding: Senest den 1. maj 2025 via Dansk Varmblods hjemmeside. Tilmeldingen finder du lige her

Læs mere om udtagelsen til UVM i Verden her. 

Copyright Ridehesten.com
Dansk Varmblod har vundet mange medaljer gennem tidens løb. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Listen over danske medaljer ved UVM:

  • 2008 6-års sølv Polka Hit Nexen med Dorthe Sjøbeck Hoeck
  • 2009 5-års sølv UNO Donna Unique med Andreas Helgstrand
  • 2009 5-års guld Hønnerups Driver med Andreas Helgstrand
  • 2010 6-års guld UNO Donna Unique med Andreas Helgstrand
  • 2014 5-års guld Sezuan med Dorothee Schneider
  • 2015 5-års sølv Fiontina med Andreas Helgstrand
  • 2015 5-års guld Fiontini med Severo Jurado Lopez
  • 2015 6-års guld Sezuan med Dorothee Schneider
  • 2016 6-års guld Fiontini med Severo Jurado Lopez
  • 2016 7-års guld Sezuan med Dorothee Schneider
  • 2017 5-års bronze Hesselhøj Donkey Boy med Jan Møller Christensen
  • 2017 7-års guld Fiontini med Severo Jurado Lopez
  • 2017 7-års bronze Kipling (Trak) med Anne Troensegaard
  • 2019 5-års bronze Queenparks Wendy med Andreas Helgstrand
  • 2019 6-års bronze Zhaplin Langholt med Andreas Helgstrand
  • 2019 7-års sølv Hesselhøj Donkey Boy med Jan Møller Christensen
  • 2021 5-års guld Hesselhøj Down Town med Jeanna Högber
  • 2021 7-års sølv Blue Hors Touch of Olympic L med Nanna Skodborg Merrald
  • 2022 5-års guld Lyngbjergs St. Paris med Victoria E. Vallentin
  • 2022 6-års sølv Hesselhøj Down Town med Jeanna Högberg
  • 2023 5-års guld Quinn G. med Betina Jæger
  • 2024 6-års guld Quinn G.med  Fiona Bigwood
  • 2024 6-års sølv Alkaline med Merita Hagren

/Dansk Varmblod. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner