Trine Askjær-Jørgensen
Bane 3 hos Billund Sportsrideklub har hele dagen været fyldt af unge heste med ryttere, som forsøgte at kvalificere sig til Pavo og Dansk Ride Forbunds unghestechampionater. I går, lørdag, gjaldt det de 4-årige heste, mens de 5-, 6- og 7-årige skulle konkurrere i dag.
Dagens første klasse var for de 5-årige, hvor 22 ekvipager red for dommerne. Der blev givet flotte, høje karakterer, og flere heste blev belønnet med 9,5. Bedst af de 5-årige heste blev Feine Bella NRW e. Fürstenball/ Bordeaux redet af Eric Guardia Martinez, som fik dagens højeste totalscore på 92,200, heriblandt 9,5 for ridelighed og 9,4 for kapacitet. Andenpladsen gik til Unna e. Vitalis/ Rock Forever, som blev redet af Josefine Dahl Hoffmann til en samlet score på 89,800 med 9,5 i ridelighed. Kun en enkelt ekvipage opnåede 9,5 i to karakterer; De blev tildelt for trav og galop til Jeanna Högberg på Be Allex (SWB) e. Ampére/ Dalwhinnie (SWB).
I klassen for 6-års heste blev Dúné Nec e. Hesselhøj Donkey Boy/ De Noir (opdr. Nana Eckhardt) med Sissel Bille Jakobsen placeret som nummer et med en totalscore på 86,200, efterfulgt af Susanne Barnow på Skovdals Dexter e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Romanov (opdr. Bjarne Skovdal) med 84,800. Susanne Barnow red sig desuden til en fjerde- og en sjetteplads med hestene Åtoftens Dancing Memory e. Era Dancing Hit/ Benetton (opdr. Annette Bugge og Claus Hansen) og Elly’s Focus e. Franklin/ Quarterback (opdr. Birgith Thomasen).
Mette Svare Ehlers og De St. Malou E e. Blue Hors St. Schufro/ De Noir (opdr. Vita og Bjarne Bach) red sig til tredjepladsen med en totalscore på 80,600.
Weekendens sidste klasse var for de 7-årige heste, hvor Everian L e. Everdale/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard) sammen med Anna Kasprzak red sig til en samlet score på 80,272. På andenpladsen blev Logo’s Gaya e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Jette Fries) og Emma Ahlberg placeret med en score på 76,735, mens Suarez e. Sezuan/ Desperados redet af Signe Kirk Kristiansen blev placeret på tredjepladsen med 74,497.